Unik dansk video: Se stærk hanulv jage krondyr helt tæt på

Det er den video, der til dato bedst beskriver en dansk ulv på jagt, vurderer forsker.

Hun sad der bare helt stille. Fredag morgen i et skovbryn i Klosterheden i Vestjylland og betragtede en flok krondyr. Sådan som Pipaluk Zobbe Lauritsen ofte gør.

Men pludselig var der noget, der gjorde flokken opskræmt.

Pipaluk Zobbe Lauritsen bruger hver uge mange timer i Klosterheden i Vestjylland. (Foto: PRIVATFOTO)

- Jeg troede først, der kom en hund eller en kat, som krondyrene var ved at flippe ud over. Men så kom der en ulv ind 30 meter foran mig, fortæller fotograf Pipaluk Zobbe Lauritsen.

Hun var lamslået bagefter. I en time sad hun i skovbrynet og sundede sig og drak en kop kaffe, inden hun turde se, hvad hun havde optaget med sit kamera.

- Og så begyndte jeg at græde. Det er sgu ikke noget, man ser hver dag. Og så lige sådan en jagt!

Begejstrer forsker

I forskerverdenen vækker videoen også begejstring.

Peter Sunde, der er seniorforsker ved Institut for Bioscience på Aarhus Universitet, fortæller, at det er den video, der til dato bedst beskriver en dansk ulv på jagt.

- Jeg synes, det er fascinerende, fordi det er så illustrativt. Det er det, vi læser om i bøgerne, det er det, vi underviser de studerende i. Ved at se den video kan man lære rigtig meget om ulven og dens byttedyr, siger Peter Sunde.

  • Hanulven er voksen og mindst et år gammel og er meget muskuløs. (Foto: Pipaluk Zobbe Lauritsen (privatfoto))
  • Seniorforsker Peter Sunde gætter på, at ulven er én af tre hanulve, der er indvandret til Danmark inden for de seneste år, og som strejfer rundt i Jylland i øjeblikket. (Foto: Pipaluk Zobbe Lauritsen (privatfoto))
  • Hanulven blev spottet fredag morgen i Klosterheden i Vestjylland. (Foto: Pipaluk Zobbe Lauritsen (privatfoto))
1 / 3
FacebookTwitter