Vaccinationer på apoteket hitter

På tre måneder har 18.000 benyttet sig at tilbuddet om at blive vaccineret mod influenza på apoteket.

80 af landets apoteker tilbyder, at man kan blive vaccineret mod influenza. (Foto: Eric Gaillard © Scanpix)

Når kunder alligevel er på apoteket for at købe medicin eller håndcreme, benytter mange sig af muligheden for også at blive vaccineret mod influenza.

- Jeg tænker, at nogle af dem slet ikke overvejer at gå til lægen for at blive vaccineret. Så vi har helt sikkert fanget nogle ekstra her, siger apoteker Henrik Jensen fra Herning Løveapotek, der er en af landets 80 apoteker, der tilbyder influenzavaccinationen.

En af dem, som har benyttet sig af tilbuddet, er 36-årige Lindy Svarre fra Herning. Han lider af af astma og ville ikke have fået vaccinationen, hvis det ikke havde været for apotekets tilbud.

- Min kæreste og jeg var inde for at hente medicin, og så stod der på skranken, at man kunne få en gratis vaccination, hvis man havde kroniske lungesygdomme. Og så valgte vi at få det, siger Lindy Svarre.

Ifølge en ny rapport fra Sikker Vaccination, der blandt andet har efteruddannet apotekerpersonalet, er der fra 1. oktober og tre måneder frem 18.000, som har benyttet sig af tilbuddet.

Ni ud af ti af dem var i den såkaldte risikozone, da de enten er kronisk syge eller over 65 år.

Ifølge læge og stifter af Sikker Vaccine Jonas Nilsen har antallet af vaccinerede været faldende de seneste år.

- Det er et problem. Vi ved, at influenzavaccinen er den eneste effektive beskyttelse, der er mod influenza. Og når færre lader sig vaccinere, betyder det, at flere vil blive alvorligt syge og risikerer at dø, siger Jonas Nilsen.

Facebook
Twitter