Vandet stiger 1,6 m. i Limfjorden efter stormen

Gorm har sendt mere vand ind i Limfjorden, men stormen har ikke påvirket i samme omfang, som Egon gjorde i januar.

Gorm har presset store mængder vand ind mod de danske havne. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

Der er masser af vand i Limfjorden efter søndag aften og nats stormvejr.

Myndighederne forventer, at vandstanden ved Lemvig stiger til 1,60 meter over det normale. Det giver dog ikke våde sko på kajen, for højvandssikringen er på plads.

- Der står vand op over kajen, men de har en mur, som er bygget som højvandssikring, og på den anden side af muren er der helt tørt. Jeg behøver ikke engang have gummistøvler på, siger Helge Røjle, DR's reporter på stedet.

I januar fik stormen Egon vandstanden til at stige til 1,95 meter over den såkaldte DVR - dansk vertikal reference, der siger noget om den generelle vandstand i Danmark.

- Der var flere veje i Lemvig, hvor alle beboerne blev evakueret, men det er der slet ikke tale om denne gang. Det er slet ikke så dramatisk som under Egon, heldigvis, fortæller Helge Røjle.

Tonsvis af lort

I Thorsminde Havn var Gorm voldsom, og vandstanden er fortsat høj.

- Det var voldsomt i aftes ved 21-tiden, og vandet steg meget meget kraftigt. Vores vandstandsmåler stod faktisk af, fortæller havnechef Leif Jensen.

Der venter nu et større oprydningsarbejde.

- Der ligger tonsvis af lort, der er skyllet op over det hele, siger Leif Jensen.

Facebook
Twitter