Var falsk læge i månedsvis: Sådan snød hun sig til identiteten

Lægeforening vil have bedre beskyttelse af lægers faglige identitet.

Den falske læge har misbrugt en rigtig læges såkaldte autorisations-id. Alle lægers autorisations-id er offentligt tilgængelige på Styrelsen for Patientsikkerheds hjemmeside. (Foto: Grafik: Signe Heiredal)

En falsk læge har i mere end et år rådgivet facebookbrugere i gruppen 'Spørg en læge om corona-virus'.

Det kunne ske, fordi hun har et navn, som er stort set enslydende med en uddannet, autoriseret læges. Samtidig har den falske læge fundet og misbrugt den rigtige læges såkaldte 'autorisations-id'.

En læges 'autorisations-id' er en tal- og bogstavkode på fem cifre, som lægens faglige identitet er bundet op på. På samme måde, som borgere har et cpr-nummer.

Sagen ryster Lægeforeningen.

- Jeg er ret chokeret over, at man som almen person kan finde en læges autorisationsnummer og udgive sig for at være læge i den anden persons sted, siger formand Camilla Rathcke.

Det bør være mere vanskeligt end som så at fuske sig til en læges identitet, mener hun.

Med få klik finder du en læges identitet

Samtlige autorisations-id for læger i Danmark kan med ganske få klik søges frem på Styrelsen for Patientsikkerheds hjemmeside.

Det har været sådan i årevis, men sagen med den falske læge rejser diskussionen om, hvorvidt lægers autorisationsnummer fortsat skal være offentligt tilgængeligt. For sagen viser, at det kan misbruges.

Hos Lægeforeningen påpeger formanden, at der følger særlige muligheder og stort ansvar med autorisations-identiteten.

- Der er en stor tillid til lægerollen fra befolkningen, og det, at man udgiver sig for at være læge, betyder, at mange mennesker vil betro sig til én med informationer, som man ellers ikke deler vidt og bredt, siger Camilla Rathcke.

Med autorisations-id kan lægen for eksempel også udskrive dødsattester og recepter på medicin.

Det er samtidig problematisk for den enkelte læge, hvis identitet potentielt bliver misbrugt.

- Har man fået stjålet sin identitet, kan det være svært at vide, hvad man egentlig kommer til at stå på mål for. Så jeg synes, det er meget alvorligt, siger hun.

Ifølge Lægeforeningens formand, Camilla Rathcke, er en læges autorisationsnummer en personfølsom oplysning, som ikke burde kunne søges frem af alle og enhver. (Foto: Jesper Schwartz - Lægeforeningen)

Borgere har brug for mindre information

Når læger og andre sundhedspersoners autorisations-id let kan søges frem på internettet, er det blandt andet for, at patienter kan tjekke, om en bestemt læge eller psykolog har sager i baggagen og er blevet frataget sin autorisation.

Men i den sammenhæng er den eksakte tal- og bogstavkombination i den fem-cifrede læge-id, som altså er offentligt tilgængelig, ikke vigtig, mener lægeformanden.

- Det er ligeså godt bare at kunne tilkendegive, om lægen har en gyldig autorisation eller ej, siger hun.

Hun foreslår en løsning i stil med coronapasset, hvor farven grøn viser, at det er gyldigt og rød ugyldigt

Til gengæld er det relevant for apotekere og ansættende sundhedsmyndigheder, at de kan tjekke en læges autorisations-id. Derfor foreslår Camilla Rathcke en differentieret løsning, hvor selve autorisationsnummeret kun er synligt for særligt udvalgte.

- Det vil beskytte lægen mod at få sin identitet stjålet, og det vil således beskytte os alle mod, at der render personer rundt og foregiver, at de er læger, siger hun.

Hun påpeger, at den aktuelle sag 'forhåbentlig er en enlig svale', men at den sætter enormt fokus på de informationer, vi deler med hinanden.

Det er Styrelsen for Patientsikkerhed, som har ansvaret for autorisationsregistret.

Her er Birgitte Drewes vicedirektør. Hun mener ikke, at det er en god idé at ændre registreret, så lægernes autorisationsnummer bliver delvist skjult for offentligheden.

- Patienten skal kunne vide, hvem man har mødt. Og i tilfælde af problemer i en sag eller behov for kommunikation i en sag, skal man kunne finde ud af, hvem har været involveret, siger hun.

Styrelsen for patientsikkerhed påpeger, at autorisations-id'et er lægernes individuelle unikke kode, som gør, at de undgår at skulle anvende deres cpr-numre.

- Så denne entydige identifikation er en af grundpillerne i forhold til at sikre et transparent sundhedsvæsen, hvor vi ved, hvem der gør hvad, og hvem patienten har været i kontakt med, siger Birgitte Drewes.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk