Verdens første "farvel-app" til døende er opfundet af dansk kvinde

Den ny app kan hjælpe uhelbredeligt syge eller udsendte soldater med at sige farvel på en bedre måde.

Personlig slutning app'en er netop kommet på markedet. Den skal gøre det lettere at sige farvel, især hvis man dør i utide. (Foto: Bjarke Bech Feldt © DR P4 Midt & Vest)

Du kan få app's, der giver dig sundhedstips, som måler hvor langt du løber, og hvor mange kalorier, du forbrænder. Og nu kan du også få en app, som siger "farvel".

"Personlig slutning" hedder app'en, som Jette Lund fra den alternative bedemandsforretning "Dø Med Hjertet" har opfundet. Det er i følge Jette Lund den første af sin art i verden.

Dansk idé og udvikling

Jette Lund har sammen med Virtual Lab i Esbjerg, der udvikler velfærdsteknologi, undersøgt markedet for at finde ud af, om der var andre lignende app's. Der er der ikke. Hverken i Kina eller USA. Og så spyttede Virtual Lab en halv million kroner i udviklingsarbejdet.

Idéen er, at døende med programmet kan indtale beskeder og lave videoer eller billeder til deres efterladte, som gemmes i 50 år.

"Bare jeg havde haft noget fra min mor."App'en er blevet til udfra Jette Lunds egne erfaringer med efterladte børn, der som voksne, virkelig har savnet nogle minder om deres forældre.

- Jeg har hørt flere sige: "Bare min mor dog havde sagt... bare jeg havde haft noget fra hende, den der opskrift hun havde på pandelkager, den kan vi ikke finde, vi ved ikke, hvor den er henne", siger hun.

- Der er bare nogle vigtige ting, som en datter lærer af sin mor, eller en far giver videre til sin søn. Det er den der overdragelsesting som man måske ikke får med, hvis man skal herfra alt for tidligt, uddyber Jette Lund.

App'en kan erstatte soldaters farvelbrev

Også HKKF Hærens Konstabel og Korporal Forening er interesseret i app'en, der måske kan erstatte det "farvelbrev" som alle udsendte soldater skal aflevere til deres oberst, inden de tager afsted.

- Med den her app kan du gå ind og redigere den, hver gang du som soldat skal afsted. Du kan også redigere den dernedefra. Og det er jo ofte først, når vi bliver forskrækkede på døden, at vi kommer i tanke om, hvilke ting vi gerne ville have sagt, siger hun.

App'en har været meget svær at udvikle fortæller Jette Lund. Men selv om den først kom på markedet i går, er der allerede interesse fra udlandet fortæller hun.

App'en er en betalingsapp, men kan fåes i en gratis "light" udgave.