Verdens første søstjernefabrik står klar: Skal forvandle 10.000 ton søstjerner til miljørigtig svinefoder

Ny fabrik ved Limfjorden skal lave tusinder af tons søstjerner om til økologisk grisefoder.

Søstjerner bliver lavet om til proteinpulver, inden det ender som foder til høns og svin. (Foto: Pressefoto: Søren Palmelund)

En helt ny fabriksbygning står klar til verdens første søstjernefabrik i Kåstrup i Salling. 

- Det er gået rigtig stærkt. Vi har nu fået tag over hovedet og er i gang med at montere det udstyr, der skal anvendes i produktionen, siger direktør Niels Jørgen Madsen fra firmaet Danish Marine Protein. 

Fabrikken i Kåstrup i Salling står klar til at forvandle 10.000 ton søstjerne til mel. (Foto: Niels Jørgen Madsen - Danish Marine Protein)

Firmaet samarbejder med Limfjordsfiskerne om at høste og tørre søstjernerne. Søstjernerne skal laves om til proteinfoder til økologiske grise, som idag fodres med importeret protein fra Kina.

Snart starter en prøveproduktion, så fabrikken er helt klar til at tage imod store mængder søstjerner fra Limfjorden i det nye år.

- Vi forventer at bearbejde helt op til 10.000 tons søstjerner om året, hvis det går godt, siger direktøren. 

Kan hurtigt blive for småt

Ifølge Niels Jørgen Madsen kan fabrikken også fremstille protein fra andre kilder i fjorden og havet som muslinger og tang. Desuden kan der på sigt udvindes proteiner fra græs. Perspektiverne er så store, at den helt nye fabriksbygning snart kan blive for lille. 

- Hvis det viser sig, at det er for lille en fabrik, må vi positivt kigge på en udvidelse. Og vi har faktisk allerede forberedt os på, at det er muligt at udvide fabrikken i erhvervsområdet ved GreenLab Skive i Kåstrup, siger Niels Jørgen Madsen.

Ved at fiske søstjerner gavner man samtidig vandmiljøet. Dels skal der ikke bruges næring fra fjorden i forrådnelsesprocessen, og dels vurderes det, at søstjerne spiser lige så mange blåmuslinger, som der bliver fanget.