Vestjyder er verdensmestre i tillid

Ni ud af 10 i Ringkøbing-Skjern Kommune stoler på fremmede. Det viser et speciale fra Aarhus Universitet.

I Ringkøbing-Skjern Kommune har man tillid til, at man holder, hvad man lover. (Foto: NIELS AHLMANN OLESEN © Scanpix)

Vi danskere stoler generelt meget på hinanden, og nu har et speciale fundet frem til en af de kommuner, hvor tilliden er helt i top.

I Ringkøbing-Skjern Kommune har 91 procent af borgerne tillid til mennesker, de ikke kender. Det har Maria Emilie Arup påvist i sit speciale fra Aarhus Universitet, og det er det højeste niveau i verden.

- Jeg tjekkede rigtig mange gange, om det var rigtigt, fordi det er en enormt høj procentsats, siger hun til P4 Midt og Vest.

Maria fik dog ikke ideen til specialet helt ud af det blå. Ringkøbing-Skjern Kommune efterspurgte en undersøgelse af kommunens sociale kapital fra en specialestuderende, og Maria kastede sig ud i det. Det skriver Ringkøbing-Skjern Dagblad.

I foråret svarede 1.150 borgere, udvalgt repræsentativt efter alder, køn og geografi, gennem Epinion på flere forskellige spørgsmål, skriver dagbladet.

Her viste det sig altså, at Ringkjøbing-Skjern scorer ualmindeligt højt, når det gælder tillid til andre.

Udover den meget høje tillid i sig selv, fandt Maria ud fra svarene også ud af, at der en sammenhæng mellem frivilligt arbejde og den høje sociale kapital.

Tillid kræver arbejde

På landsplan er det kun 76 procent, der stoler på fremmede, men det er faktisk verdensrekorden. Det viser et stort europæisk studie - European Values Study - fra 2008.

At den vestjyske kommune ligger 15 procentpoint over, overraskede i høj grad Maria Emilie Arup.

Helt overrasket er borgmester i Ringkøbing-Skjern Kommune Iver Enevoldsen (V) dog ikke.

- Vi har haft en fornemmelse af, at tillid til hinanden har været meget fremherskende i kommunen, siger han.

Den store tillid gør kommunen attraktiv, men det gode resultat kræver arbejde fremadrettet, fortæller Maria Emilie Arup.

- At man tænker videre derfra og tænker på, hvordan kan man vedligeholde det her, for det kommer man bestemt ikke sovende til, siger hun til dagbladet.

Facebook
Twitter