Vestjysk ydmyghed bag gyldent whisky-eventyr

PORTRÆT: De startede med at fremstille whisky i en 15-liters aluminiumsgryde i Vestjylland. Nu bliver deres gyldne dråber hyldet i hele verden og serveret for de kongelige.

- Når man ser på billedet fra slagtehuset, hvor jeg smager de første dråber af en bodum-kop, er det uvirkeligt at tænke på, at vi senere skulle få royalt besøg, siger Lasse Vesterby (th).

Luften i slagtehuset er tyk af damp fra kedlerne. Det er langt ud på natten. Fire udmattede vestjyder i t-shirts stirrer på de klare dråber, der drypper ud af et kobberrør.

De første dråber. Dråber, der skal vise sig at blive millioner værd. Men det tænker de ikke på. De er bare en flok granvoksne gutter, der smilet fjoget over, at de har præsteret at fremstille deres første sjat hobby-whisky.

- Det var en fantastisk aften. Vi kunne smage, at det havde den her fedme og røgsmag, som vi gik efter, fortæller Lasse Vesterby.

Han er én af whiskyentusiasterne, som på det tidspunkt i 2006 havde den beskedne drøm at fremstille "mere whisky end de kunne nå at drikke selv."

Det er nu godt ni år siden, og drømmen om de 2-400 liter om året er opfyldt for længst. I dag bliver de gyldne, vestjyske dråber serveret på NOMA, og i sidste uge investerede verdens største spiritus-producent, Diageo, 100 millioner kroner i Stauning Whisky.

Fra 1. januar 2016 skifter Lasse Vesterby ingeniørstillingen hos VELUX ud med titlen som administrerende direktør i Stauning Whisky.

I fornemt selskab

Kort tid efter, at billedet herunder fra den første whisky-smagning i slagtehuset blev taget, kom den engelske whisky-legende og -anmelder Jim Murray forbi det vestjyske og smagte på de stadig ufærdige produkter. Og hans dom var ikke til at tage fejl af.

Lasse Vesterby (tv) smager på de første dråber Stauning Whisky af en bodum-kaffekop i sin fars slagtehus i 2005. (Foto: Stauning Whisky © Stauning Whisky)

"Det dér må I sætte i produktion," lød ekspertens vurdering. Så det gjorde de. Og siden er det gået stærkt for whisky-drengene. Så stærkt, at Lasse Vesterby flere gange har måttet knibe sig i armen.

For eksempel da restauranten NOMA valgte at sætte Stauning Whisky på menuen.

- Mange ville måske kontakte den lokale butik, men vi var sådan lidt friske i det, så vi tænkte: Vi kan da prøve at kontakte NOMA, fortæller Lasse Vesterby.

Efter mange møder og prøvesmagninger endte Stauning Whisky endelig på NOMA’s menukort.

- Tænk sig, når gæsterne går hjem efter en aften på verdens bedste restaurant, så er det med vores whisky som det sidste smagsindtryk, siger Lasse Vesterby.

Danske råvarer af høj kvalitet og en stor portion lokalhistorie er Stauning Whiskys varemærke, og det har givet stor opmærksomhed fra gastronomiens sværvægtere.

Der er stor koncentration, da der langt ud på natten endelig løber dråber gennem kolben. (Foto: Stauning Whisky © Stauning Whisky)

I 2014 blev Lasse Vesterby ringet op med beskeden om, at Prins Henrik gerne ville have en rundvisning på Stauning Whisky.

- Det sagde vi sjovt nok ja tak til! Det var en fantastisk oplevelse. Det sværeste var at bruge de rigtige tiltaleformer, men når det kommer til stykket, er han jo bare en nysgerrig, hyggelig herre med en oprigtig interesse, siger Lasse Vesterby.

- Når man ser på billedet fra slagtehuset, hvor jeg smager de første dråber af en bodum-kop, er det uvirkeligt at tænke på, at vi senere skulle få royalt besøg.

- Det er en af den slags oplevelser, hvor det bliver synliggjort, at vi er nået længere, end vi havde drømt om fra starten, siger han.

Historien om hovedkuldse amatører sælger

Whisky-virksomheden i Stauning ved Ringkøbing Fjord blev grundlagt i 2005, da Lasse Vesterby og hans bror over et godt glas whisky spekulerede over, om de kunne brygge deres egen danske whisky.

Kort efter var ni venner dedikeret til projektet. De ni vestjyske herrer tæller en slagter, en lærer, en kok, en læge, en helikopterpilot og fire ingeniører.

Og netop historien om ni amatører, der prøver sig frem med kolber og gryder i et nedlagt hjemmeslagteri i weekenderne, er med til at gøre Stauning Whisky til et brand, verden vil investere i.

Hobbyen har sneget sig ind i stort set alle dele af Lasse Vesterbys tilværelse - ikke mindst familielivet.

- Det er ikke bare et projekt for ni fyre. Det er et projekt for ni familier, siger han.

Lasse og konen Julie har tre børn på 6, 10 og 12 år, og selv når Lasse leger med ungerne, indebærer det whisky. De to ældste får lov at smage whiskyen ved at dyppe fingeren i whisky og sutte på den.

- Vi har en leg med et duftesæt, hvor man kan øve sig i at kende forskel de forskellige duftnuancer, der kan være i whisky. Eksempelvis mandarin, citron eller søgræs. Det morer de to ældste piger og jeg os meget med, fortæller han.

I dag producerer Stauning Whisky 15.000 liter whisky om året, og de kommende år skal produktionen ganges med 50. Men selvom Diageo investerer 100 millioner kroner, kan de godt glemme alt om at bestemme over virksomheden.

De ni gutter fører nemlig whisky-virksomheden videre i samme ånd som tidligere – bare i lidt større skala.

I 2007 købte vennerne en gård lidt uden for Stauning, og efter halvandet år med renovering begyndte det endelig at dufte af maltbyg og whisky i de nye, store lokaler.
  • Blå Bog: Lasse Vesterby

  • Født 1978

  • Uddannet bygningsingeniør fra Aarhus Universitet

  • Gift med Julie og har tre børn på seks, 10 og 12 år

  • Tiltræder 1. januar 2016 som administrerende direktør i Stauning Whisky

  • Er født og opvokset i Stauning ved Ringkøbing Fjord

Facebook
Twitter