Datacentre i Danmark

Viborg mærker allerede effekten af byggeri af datacenter

I Viborg giver byggeriet af et Apples datacenter genlyd til andre virksomheder.

Der er godt gang i byggeriet af et nyt Apple-datacenter i Foulum ved Viborg. Datacenteret kommer til at blive 166.000 kvadratmeter. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

- De bygger på livet løs, siger borgmester Torsten Nielsen (K).

Han taler om byggeriet af Apples danske datacenter i Foulum nær Viborg.

De sidste to til tre måneder har der været heftig aktivitet på byggepladsen, hvor man nærmer sig en slags afslutning på den første deletape - byggeriet af en ud af otte haller samt en administrationsbygning.

Tidligere i dag blev det offentligjort, at Apple også vil bygge et nyt datacenter lige uden for Aabenraa.

Ifølge borgmesteren i Aabenraa, Thomas Andresen (V), vil det skabe vækst til hele regionen.

Nogle af de samme forhåbninger gør man sig også i Viborg, hvor borgmester Torsten Nielsen (K) tidligere har luftet forventninger om, at Apple samlet set vil skabe 10.000 jobs i deres lokalområde.

Virksomheder henvender sig allerede

Den forventning holder han fast i her godt halvandet år efter, at planerne med det nye datacenter blev offentliggjort.

- Det er jeg stadig sikker på. Fra de første stålspær blev rejst, har vi kunnet se en forskel og har mærket en interesse, siger han.

Kommunen har efter Apple er kommet til byen oplevet, at flere virksomheder efterspørger lokaler og grunde. Nogen arbejder på at blive underleverandører, men henvendelserne kommer også fra andre, der ikke umiddelbart har noget med Apples produkter at gøre.

- Vi har virksomheder, der kommer og bosætter sig, fordi de øjner en forretningsmodel, siger borgmesteren.

Han kan dog endnu ikke sige, hvor mange arbejdspladser datacentret indtil videre har ført med sig.

Torsten Nielsen peger på, at Facebooks datacenter i Luleå i det nordlige Sverige har skabt flere tusinde jobs og oplevet øget bevågenhed fra andre virksomheder. Et lignende mønster, der altså nu begynder at spire omkring byggegrunden nordøst for Viborg.

Viborg er det gode eksempel

Det, at Apple nu igen bygger nyt herhjemme, mener Viborg-borgmesteren er en kæmpe cadeau til Danmark, og det viser, at kommunen har gjort deres forarbejde godt.

Den betragtning er Susanne Hyldelund enig i. Hun er direktør for Udenrigsministeriets afdeling Invest in Denmark.

- Vi bruger nu Apples investering i Viborg som eksempel, og vi kan se, at vi har fået nemmere ved at tale med andre udenlandske virksomheder, fordi vi kan fortælle, at Apple og Facebook er her.

- Det gør da, at folk tænker: "Okay, hvad er det, der sker i Danmark?", og hvad er det, vi kan byde på i form af grøn strøm, energisikkerhed, fiberforbindelser og alle de ting, der gør, at de kan operere et datacenter, siger hun.

Det giver nogle andre perspektiver i forhold til at tiltrække investeringer.

- Vi ser i høj grad, at vi er på et sted nu, hvor vi må præsentere det her som en nordeuropæisk datacenter-hub, siger Susanne Hyldelund.

De to datacentre i Viborg og Aabenraa skal køre Apples internettjenester som Itunes Store, App Store, Imessage, Kort og Siri for virksomhedens europæiske brugere.

Facebook
Twitter