VIDEO Frederiks musik får demensramte til at blomstre

Frederik Wunderlich er musikterapeut og bringer minder frem hos demensramte.

Op mod 90.000 danskere lider af en form for demens. De mister hukommelse og sygner hen.

Noget tyder dog på, at musikterapi kan være en vej ind i det ellers lukkede sind.

Frederik Wunderlich er musikterapeut i Struer Kommune. Han tager rundt på kommunens plejecentre med sin guitar og synger sammen med de demente.

- Musik har en fantastisk måde til at frembringe erindringer og minder hos demensramte, siger Frederik Wunderlich.

På plejecentret Svalegangen synger han gamle, danske sange med beboerne, som ofte reagerer ved at smile og blive mere livlige og vågne.

- Det giver gnist. Det gør, at man måske bliver lidt mere vågen, end man var, inden Frederik kom, siger Yvonne Villadsen, der er funktionsleder i Struer Kommune.

En fjerdedel af Danmarks kommuner tilbyder musikterapi.