Endelig kom han hjem.

Hjem til havnen, til naboerne og til Glyngøre med familien ved sin side. Normalt en lille Limfjordsby i Salling, hvor du er på navn med dem, du møder i byen. Men i dag var intet, som det plejer.

Det kan han blandt andet takke Trine Hansen for – eller brokke sig over - næste gang, de står i køen i SuperBrugsen. Hun er en af de lokale arrangører, der har gjort det muligt, at knap 25.000 mennesker kunne stå på det lokale stadion og hylde Jonas Vingegaard.

Og alle frivillige havde fået en hvid t-shirt med røde bjergprikker på og teksten 'Glyngøres hjælperyttere' på ryggen, så de var nemme at kende.

- Vi vil gerne give ham en fortjent velkomst. Men vi kender også familien og ved godt, at han bare gerne vil have det så småt som muligt, siger hun.

Hvis du har set Jonas Vingegaard de seneste uger, så har du sikkert opdaget, at han ikke har de største armbevægelser, og familien kommer før alt andet, måske lige bortset fra cyklen.

Så det virkede helt passende, at mange dage med skåltaler, slagsange og klapsalver rungede ud med fyrværkeri et smutkast fra hans egen hoveddør. Sådan som han selv ønskede det, uden unødvendigt hurlumhej.

- Vi havde snakket med hans kæreste Trine inden touren startede. Hvis han vandt, ville de fejre det i Glyngøre, men det skulle være så uformelt som muligt, siger Trine Hansen fra arrangørgruppen.

Turboplanlægning

Men hvordan gør man lige det, når knap 25.000 valfarter til en lille by for at sende Jonas Vingegård hjem på sofaen med rungen for ørene af de mange klapsalver?

Halinspektøren havde i hvert fald støvet sine gamle plader af og agerede både DJ og konferencier i løbet af eftermiddagen. Ja, og så vidste de tilhørende, at han har sin hverdag i hallen, da han smed håndboldslaskerne over dem alle på anlægget: 'Sweet Caroline' efterfulgt af 'Country Roads' – og så var fællessangen på plænen ellers sikret.

Og de er stolte af at kunne fejre ham i hjembyen. Men Glyngøre har kun to veje ind og ud af byen, så tålmodighed og logistik skulle gå op i en højere enhed, for at byen ikke endte i trafikkaos. Politiet var nødt til at ensrette trafikken til én lang kortege rundt i byen, kommunen fik fat i shuttlebusser, og så var en lokal landmand hurtig til at fjerne græsset på marken, så det blev til en parkeringsplads.

På få dage har en gruppe af de lokale fået det meste til at ske. For det kræver både toiletvogne, scene, madboder og frivillige til at servicere det hele. På Københavns Rådhus og i Tivoli har de prøvet det før. Men det er ikke meget erfaring, den frivillige gruppe fra Glyngøre har i at planlægge et så stort arrangement. Her arbejdede alle for sagen, men ingen af de rødprikkede frivillige var på arbejde.

Susan Aaen er til daglig provst og havde skiftet den sorte præstekjole ud med en sommergul kjole. Og erfaringen begrænser sig til den modtagelse, de gav dagens mand i gult for et år siden, da han kom hjem med en andenplads.

- Sidste år kunne vi gøre det i Byparken for et par tusinde mennesker. Der tænkte jeg, at det var da ikke noget problem, men jeg er nok blevet lidt klogere efter de seneste dage, siger hun med et smil og tilføjer.

- Men nu er vi da klar til byfesten. Det er med til at samle vores lokale samfund, at vi kan lave det her arrangement for Jonas, som vi er rigtigt stolte af, siger Susan Aaen.

Og forskellen på gårsdagens arrangement i København og dagens udgave kom hurtigt til syne, da musikken blev dæmpet, og førnævnte DJ efterlyste en navngiven ejer af et Dankort fra scenen. Og da der blev råbt højt fra en blandt publikum, blev det akkompagneret af et ’Giver du fadøl?' fra scenen.

I Glyngøre blev hJonas Vingegaard modtaget af cyklende børn i gule trøjer og vinger på ryggen, der ligesom medlemmer af barndomsklubben, Thy Cykle Ring, dannede et rullende optog rundt i byen, inden de langt om længe landede på sportspladsen hos de forventningsfulde og feststemte fremmødte.

De måtte dog vente lidt længere end planlagt, da Jonas Vingegaard selv havde ønsket at stoppe på vejen ved plejehjemmet for at hilse på nogle af hans trofaste støtter, som 'jo næsten er mine naboer', lød det fra hovedpersonen.

Alt under kontrol

Med et indbyggertal, der sniger sig op i omegnen af 1.400 personer, var der nok at lave for arrangørerne og de mange frivillige, der fes ind og ud af det lille klubhus, hvor byens fodboldhold normalt holder til. Det var både kommandocentral, kantine og backstage for Vingegaard-familien og Jørgen Leth, der også var kommet for at snakke med Jonas på scenen.

Men der var aldrig optræk til panik for Susan Aaen eller de andre, selvom der var nok at se til. Eksempelvis når der ikke var mere vand at sælge, og den lokale købmand ikke kunne komme frem med friske forsyninger til pladsen for de mange mennesker.

- Vi ved jo først, om der er noget, der er helt skidt, når vi står midt i det, konstaterer Susan Aaen roligt på vej tilbage til klubhuset efter en snak med politiet om situationen.

Og situationen var under kontrol hele dagen. Politiet havde kun ros til overs for de mange fremmødte, og der havde ikke været hverken trafikprop eller -kaos i den lille by.

På pladsen var der stuvende fuldt, så det var ikke så underligt, at flere børn blev væk fra deres forældre. Og så måtte halinspektør/DJ/konferencier igen på arbejde: "Sofie mangler sin mor. Hun står oppe ved scenen," lød det ud over pladsen.

Og det var lige meget, hvem der var på scenen. Så Jonas Vingegaard og Jørgen Leth måtte pænt vente på, at afbrydelsen var færdig, så de kunne genoptage deres samtale, for at familiemedlemmerne kunne finde hinanden igen.

Glyngøres største dag

Der var ingen tvivl om, at Glyngøre aldrig havde oplevet noget lignende. Selv da politiet i går aftes opjusterede, hvad de ville forvente af gæster, til 25.000, rystede de ikke på hånden. De fik hurtigt fikset ekstra toiletvogne. Og Hancock overlever nok, at de måtte en tur til bryggeriet i Skive for at hente friske ølforsyninger.

Trine Hansen, der havde haft ansvaret for de 130 frivillige på pladsen, kunne konstatere, at det var den største dag i Glyngøres historie.

- Det har vi ikke prøvet større. Rosas deltagelse i bagedysten kan nok ikke helt måle sig med svigersønnikes, griner hun.

Og Glyngøre kunne også noget andet end København for Jonas Vingegaard og kæresten Trine.

- Det er dejligt at komme hjem. Her er velkendte ansigter, og jeg kan mærke, at vi sænker skuldrene og slapper mere af, siger Trine Hansen, mens Jonas Vingegaard er i gang med at give interviews til den fremmødte presse.

Her roser han de mange frivillige for det store arbejde, de har lagt for dagen.

Og så mangler han ellers kun at skrive autografer til en kødrand af mennesker, inden han kan komme hjem i fred på sofaen med Haribo og chips, som han har snakket om i flere dage.

Hvis fjernsynet bliver for kedeligt, så kan han kigge ud af vinduet mod havnen, hvor der i aften er fyrværkerishow for at runde nogle hektiske dage af.