Virksomhed screener medarbejdere og pårørende for kræft: Agnethes mand blev reddet

IT-virksomhed i Thisted tilbyder de ansatte en screening for hud- og modermærkekræft.

Henrik og Agnethe Svendsen takkede ja til tilbuddet om at blive screenet for hud- og modermærkekræft. (Foto: Agnethe Svendsen /privatfoto)

På virksomheden NetIP i Thisted har man haft stor succes med at udvide paletten af arbejdsgoder med et utraditionelt tilbud.

Som en af landets første får medarbejderne og deres familier tilbuddet om at blive undersøgt for hud- og modermærkekræft.

Agnethe Svendsen tog sammen med sin mand imod tilbuddet, og det viste sig at være en god ide.

- Han fik konstateret modermærkekræft, men i så tidligt et stadie, at det ikke havde nået at sprede sig, fortæller Agnethe Svendsen, der arbejder hos NetIP.

Hendes mand, Henrik Svendsen, er i dag erklæret rask, og Agnethe Svendsen er ikke i tvivl om, at den tidlige kræftscreening var afgørende.

Agnethe Svendsens mand var en af fem personer, der fik konstateret kræft eller tegn på kræft ud af omkring 200 screeninger på NetIP. Og hun er lykkelig for, virksomheden gav hendes mand muligheden.

- Efterfølgende følte jeg en taknemmelighed over for mit firma, fortæller hun og uddyber:

- Jeg følte, de havde reddet min mands liv. Det er ubeskriveligt. Det kan man næsten ikke sætte ord på.

Screeningen foregår på den måde, at en hudlæge besøger virksomheden og undersøger medarbejderne og de pårørende under fuld diskretion i et mødelokale.

Medarbejdernes helbred i fokus

Virksomheden har dog haft flere overvejelser om, hvor tæt den kan tillade sig at gå på sine medarbejdere. Især med noget så privat som kræft og sygdom.

Derfor er screeningen et frivilligt tilbud til medarbejderne, og ifølge Carsten Hedemann, administrerende direktør, er det en helt naturlig udvikling i virksomhedens fokus på medarbejdernes sundhed og trivsel.

- Når vi siger, medarbejderne er det vigtigste, vi overhovedet har, så er det også dem, det drejer sig om, siger han

- Vi skal bare sørge for at holde os på vores egen banehalvdel og give det som et tilbud.

Men det er ikke kun medarbejdernes eget helbred, der er vigtigt for virksomheden. Hvis familiemedlemmer er syge, går det også ud over vedkommende, og derfor skal de ligeledes tilbydes en screening.

- Vi bliver også ramt, når familier bliver ramt af tragedier. Det går ud over de mennesker, vi har ansat, siger direktør Carsten Hedemann.

Initiativet bliver også taget godt imod af Kræftens Bekæmpelse. Det fortæller projektleder Peter Dalum.

- Det er rigtig positivt, at man gør det nemt for folk at handle på, hvis man har en mistanke om kræft, siger han og uddyber:

- Vi ved, at især mænd har lidt svært ved at få bestilt en tid til lægen, og her kan initiativet være med til at få nogle folk til at tjekke tegn på kræft på en nem måde.

Henrik og Agnethe Svendsen takkede ja til tilbuddet om at blive screenet for hud- og modermærkekræft. (Foto: Agnethe Svendsen /privatfoto)

Agnethe Svendsen tror ikke, hendes mand var taget til lægen for at blive undersøgt.

- Han har fortalt, at hvis ikke han havde fået tilbudt den screening, havde han haft det syge modermærke endnu.

Derfor ser hun ikke noget galt i, at virksomhederne opfordrer medarbejderne til at blive undersøgt.

- Jeg synes, det er et udtryk for, man vil sine medarbejdere det bedste. Det er sådan, vi har taget imod det.

Peter Dalum fra Kræftens Bekæmpelse forventer, at flere virksomheder i fremtiden vil tilbyde kræftscreeninger til medarbejderne.

Facebook
Twitter