Vuggestuebarn indlagt: Smittet med tuberkulose

Et barn i en vuggestue i Viborg er smittet med tuberkulose. Læger forsøger at opspore smittekilden.

Et vuggestuebarn er i øjeblikket indlagt på Skejby til behandling for tuberkulose. (Foto: Morten Stricker © Scanpix)

Arbejdet med behandling og sporing af smittekilden er i fuld gang, efter at et vuggestuebarn i Viborg har fået konstateret tuberkulose.

- Lige nu ligger barnet på Aarhus Universitetshospital og bliver behandlet med det, vi kalder anti-tuberkuløs behandling, fortæller Tina Nørregaard Gissel, der er overlæge på Klinik for Lungesyg på Skive Sygehus, som har haft ansvaret for tilfældet i Viborg.

Hvordan barnet er blevet smittet er endnu usikkert, og derfor er der nu et arbejde i gang med at finde smittekilden.

- Der går et helt opsporingsprogram i gang, hvor man undersøger nærmeste kontakter. Både familiære og i det her tilfælde i den daginstitution, som barnet har været i, fortæller Tina Nørregaard Gissel.

De andre børn i institutionen er indkaldt til undersøgelse, men daginstitutionen holder stadig åbent på trods af udbruddet af tuberkulose.

- Det er ikke noget, der giver grund til at lukke institutionen. Vi har kontaktet daginstitutionen, og de har kontakt til vores lungeambulatorium, siger Tina Nørregaard Gissel.

Smitter ved nærkontakt

I Danmark er der omkring 300 tilfælde af tuberkulose hvert år, men Tina Nørregaard Gissel beroliger med, at der kun er risiko for smitte, når man har nærkontakt med en smittet person.

- Det er som regel, hvis man har haft rigtig nær kontakt med en, der er tuberkulosesmittet. Så det er ikke noget, man får, hvis man lige går forbi hinanden på gaden, fortæller overlægen.

Behandling af tuberkulose tager omkring seks måneder, og i langt de fleste tilfælde lykkes den. Men i tilfælde af sygdom skal man være ekstra på vagt.

- Jo mere ens immumforsvar er under pres i forvejen, eller hvis man har kroniske sygdomme - jo større er risikoen for, at det bliver en svær sygdom. Men vi kan godt behandle den, fortæller Tina Nørregaard Gissel.

Viborg Kommune har ikke ønsket at kommentere sagen.

Facebook
Twitter