Wilbek efter aktie-afsløring i kommuner: Vi kan gøre det bedre

Flere kommuner har investeret i såkaldte "sorte aktier". I Viborg og Holstebro var borgmestrene ikke klar over det.

I borgmester Ulrik Wilbeks (V) kommune har de blandt andet investeret i et bæredygtigt rådhus. Samtidig har kommunen investeret CO2-tunge virksomheder. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

Mens kommuner med den ene hånd investerer i miljøvenlige tiltag som elbiler, vindenergi og bæredygtige rådhuse, smider nogle af dem også skattekroner i aktier i flere af verdens mest CO2-tunge olie- og gasfirmaer.

10 kommuner har aktier i 54 af de 100 børsnoterede selskaber i olie- og gasindustrien, der råder over de største fossile brændstof-reserver.

Ikke ulovligt, men problematisk

Ekspert i miljøøkonomi fra Roskilde Universitet Anders Larsen mener, at kommunernes investeringer er problematiske.

- Kommunerne sender det signal, at de ikke respekterer, at der er klimaudfordringer. De senere år er både Folketinget og EU blevet mere klimabevidste. Og derfor er det trist, at kommunerne ikke bare følger trop, siger han.

Det er kommunerne Billund, Egedal, Favrskov, Holstebro, Høje Taastrup, Lyngby-Taarbæk, Mariagerfjord, Nordfyn, Nyborg og Viborg.

I Viborg Kommune understreger borgmester Ulrik Wilbek (V), at det er investeringsforeninger, der vælger de firmaer, som kommunen investerer i.

Men efter henvendelsen fra DR P4 Midt & Vest vil økonomiudvalget nu tage sagen op.

- Vi skal finde ud af, om vi vil sætte begrænsninger på, eller om vi helt skal gå uden om den slags investeringer. For det er rigtigt, at nogle af de her firmaer laver sort energi. Jeg tror helt sikkert, at vi kan gøre det her bedre, siger Ulrik Wilbek.

Skuffede borgere

Borgere i Viborg Kommune ser frem til, at investeringerne bliver kigget efter i sømmene. Flere er skuffede over kommunens investeringer.

- Jeg synes, investeringerne er skræmmende. Man er jo med til at bidrage til noget, som udleder en masse CO2, siger Anne Mette Meyer fra Viborg.

Hun bakkes op af Kirsten Pedersen.

- Jeg er skuffet over det her. Jeg synes, at man som kommune skal gå foran. Kommunen skal se på det her, og det kan kun gå for langsomt, siger hun.

Holstebro: Investeringer skal være i tråd med vores tidsalder

Også i Holstebro Kommune vil man se på, om investeringer i selskaber med store mængder fossile brændsler kan undgås.

- Som politikere er vi nødt til at tage det her op og få en status. Det vil jeg gøre som borgmester, siger borgmester H.C. Østerby (S).

Han erkender, at aktieinvesteringer først og fremmest drejer sig om at tjene penge.

- Der er ingen tvivl om, at det her drejer sig om borgernes penge. Vi skal prøve at få så højt et afkast som muligt. Det er en stor del af sandheden. Men nu skal vi i økonomiudvalget have kigget på, om de her investeringer er i tråd med den tidsalder, vi lever i, og i vinkel med den grønne profil, vi gerne vil have, siger han.

KONTAKT REDAKTIONEN

Du er velkommen til at kontakte os på 9610 7500 eller skrive til os på vest@dr.dk.
Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.