12-årig dreng bliver indtil videre boende på omstridt opholdssted

Kommune afventer undersøgelser fra diverse myndigheder, før de tager en endelig beslutning.

Indtil videre lader Greve Kommune en 12-årig dreng blive boende på et af tilbuddene under Hjorthøjgård-koncernen, som er blevet kritiseret for brug af ulovlig magt overfor drengen. (Foto: DR (Arkivfoto))

Greve Kommune lader indtil videre en 12-årig dreng blive boende på et af tilbuddene under Hjorthøjgård-koncernen, som er blevet kritiseret for brug af ulovlig magt overfor drengen.

Borgmester i Greve Kommune, Pernille Beckmann fra Venstre, besøgte i går det nordjyske opholdssted sammen med fagpersoner fra kommunen.

- Vi har talt med medarbejdere, ledelsen og borgeren, som er placeret på tilbuddet. Vi sidder tilbage med det indtryk, at vi er fortrøstningsfulde, siger hun.

Omstridte opholdssteder

DR har i en række historier undersøgt området for anbragte børn og særligt opholdsstedet Hjorthøjgård. Her boede en ung mand, der i dag er sigtet for drabet på købmand Finn Degn Ovesen. Du kan skrive til os på drundersogende@dr.dk

Se Tema

Medarbejderne på stedet har tidligere forsøgt at slå alarm om, at ledelsen udstak ulovlige instrukser om at spærre drengen inde og skjule medicin i hans sodavand.

Ifølge Pernille Beckmann har man som sådan ikke konkluderet på, om drengen skal blive boende eller ej efter besøget.

- Nu afventer vi de sidste undersøgelser for at se, om det her tilbud er velegnet på den lange bane. Som kommune har vi ingen myndighed til at lukke tilbud, og indtil videre er tilbuddet jo godkendt, siger hun.

Derfor afventer Greve Kommune nu Ankestyrelsens behandling af sagen, Socialtilsynets besøg på Hjortshøjgård og den uvildige undersøgelse, som er sat i gang.

Kommunen har dog valgt at komme på anmeldte tilsynsbesøg hvert 14. dag.

- Man kan jo aldrig vide sig helt sikre, når det er anmeldte tilsyn, men det er jo også derfor, at vi har myndigheder, som kan tage på uanmeldte tilsyn. Derfor er vi også nødt til at stole på, at de uanmeldte tilsyn kan finde ting, som vi eventuelt ikke finder, siger borgmester Pernille Beckmann fra Venstre.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på nord@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.