12 dage efter resten af landet: I dag kom befrielsen endelig til Hals

D. 5. maj 1945 var Danmark officielt fri fra den tyske besættelse, men ikke i Limfjordsbyen Hals.

Der skulle gå 12 dage endnu, inden den tyske besættelsesmagt var klar til at forlade Hals, fortæller museumsinspektør fra Kystmuseet, Henrik Gjøde Nielsen. (Foto: Christine Nørgaard DR Nordjylland)

De fleste husker det kedelige efterspil, der udspandt sig på Bornholm ved afslutningen på 2. Verdenskrig.

Først efter bombeangreb og 11 måneders sovjetisk militærledelse kunne øen i april 1946 erklære sig fri.

De færreste vil til gengæld kende til det i den sammenhæng ganske lille drama, der udfoldede sig i Limfjordsbyen Hals efter Danmarks officielle befrielsesdag d. 5. maj 1945.

Her var intet mindre end 600 tyske soldater på vagt, og de ville ikke erkende nederlaget, før de fik det endeligt bekræftet fra andre militærenheder.

- Den tyske kommandant i Hals ville ikke overgive sig til ikke-uniformeret personel, og her sad der 600 tyske soldater væbnet til tænderne, fortæller Henrik Gjøde Nielsen, museumsinspektør ved Nordjyllands Kystmuseum.

Overfor dem stod en gruppe af lokale modstandsfolk på blot 12 mand, der intet kunne stille op.

Denne noget specielle situation blev i første omgang løst ved, at modstandsfolkene indgik aftale med tyskerne om at holde status quo og sikre lov og orden, indtil tyskerne var villige til at forlade området.

- Det, man blev enige om, var, at tyskerne kunne holde vagt og blive i deres befæstninger og installationer rundt omkring i Hals, og at modstandsbevægelsen imens skulle holde justits blandt danskerne i Hals, så de ikke begik overgreb mod værnemagere og tyskerpiger, og hvad der nu ellers var, siger Henrik Gjøde Nielsen.

Tyskere truede med konfrontation

Det var lettere sagt end gjort, for hævntørsten var stor blandt nogle af byens folk, og modstandsbevægelsen måtte i flere tilfælde gribe ind over for de lokale for at sikre, at man ikke klippede håret af danske piger, der havde været sammen med tyskerne.

På et tidspunkt var der endda så meget uorden, at den tyske kommandant ringede til lederen af den lokale modstandsbevægelse, Pastor Nielsen, og truede ham med, at kanonerne var ladt, og at man var klar til at skyde, hvis ikke der kom styr på situationen.

Det fik den danske modstandsmand til at lægge hård linje over for ballademagerne.

- Pastor Nielsen fór hårdt frem mod nogle af de unge, der lavede ballade. Også så hårdt at dele af den kommunistiske presse efterfølgende beskyldte ham for at have brugt Gestapo-metoder, siger Henrik Gjøde Nielsen.

I sidste ende fik det dog intet efterspil for Pastor Nielsen, og 12 dage efter Danmarks befrielse var tyskerne langt om længe klar til at overgive sig i Hals.

Det skete d. 17. maj om eftermiddagen klokken 17, hvor ledelsen af den nordjyske modstandsbevægelse og en britisk enhed af tropper kom til Hals, og først på det tidspunkt kapitulerede den tyske troppeenhed i byen endeligt.

Facebook
Twitter