18 patienter smittet med tuberkulose efter sygehusbesøg

Yderligere 339 patienter på Aalborg Universitetshospital skal nu undersøges.

En ansat på Aalborg Universitetshospital fik i december konstateret tuberkulose. Siden er flere hundrede patienter undersøgt. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

Da man i december fandt ud af, at en medarbejder på Aalborg Universitetshospital var smittet med sygdommen tuberkulose, blev vedkommende straks isoleret og sat i behandling. Imens blev 440 patienter indkaldt til tjek for at se, om de kunne være blevet smittet efter kontakt med den ansatte.

Nu viser resultatet af blodprøverne, at 18 af de 440 faktisk havde tuberkulose. Dog har ingen patienter sygdommen i udbrud – og derfor kan de ikke selv smitte med den.

Hospitalet har på baggrund af resultaterne valgt at indkalde yderligere 339 patienter til undersøgelse.

Dermed vil alle med den mindste risiko for at have sygdommen blive undersøgt, fortæller lægefaglig direktør på Aalborg Universitetshospital, Michael Braüner Schmidt.

- Vi har fundet 18 smittede patienter, og det, synes vi, er mange smittede ved et enkelt tuberkulose-udbrud. Derfor udvider vi undersøgelsen, siger han.

Ingen grund til bekymring

De 18 patienter kan have sovende tuberkulose i kroppen i flere år, men når de kommer i behandling, vil den blive slået ned, så den aldrig kommer i udbrud.

- Når vi finder patienter, der er blevet smittet med sovende tuberkulose, så behandler vi med antibiotika, og derefter er bakterien væk, forklarer Michael Braüner Schmidt.

Der er ifølge den lægefaglige direktør ingen risiko for, at sygdommen vil gå i udbrud, inden den er helt fjernet fra kroppen.

Og andre patienter, der enten har været på Aalborg Universitetshospital de seneste måneder eller står foran indlæggelse, skal heller ikke frygte smitte, slår han fast.

- Man skal ikke være bekymret. Vi ved, hvilke patienter den pågældende har været i kontakt med, siger han.

Hotline for spørgsmål

Da man gennemførte første runde af undersøgelser, fik hospitalet henvendelser fra en række borgere, der var usikre på, hvordan de skulle forholde sig til nyheden om tuberkulose på hospitalet.

Derfor har man nu oprettet en hotline, hvor en sygeplejerske sidder klar til at tage imod eventuelle spørgsmål via telefon.

Omkring 300 danskere rammes årligt af tuberkulose.

Senest blev 15 elever fra niende klasse på Midtskolen i Haslev på Sydsjælland konstateret smittet og har efterfølgende modtaget behandling.

Facebook
Twitter