Omkring 1.300 personer får en eftermiddag lidt ud over det sædvanlige, når den tidligere amerikanske præsident Barack Obama i dag besøger Aalborg.
Det sker i Musikkens Hus klokken 16.30.
Blandt tilhørerne vil være erhvervsledere, der har betalt mellem 3.500 og 8.500 kroner for en billet, og flere unge fra de nordjyske uddannelsesinstitutioner.
Det gælder studerende fra Aalborg Universitet, men også unge fra gymnasier, erhvervsskoler og handelsskoler, der i sidste øjeblik har været heldige at komme med.
Totalt mundlam
De får glæde af de godt hundrede billetter, der ved udgangen af sidste uge ikke var blevet afsat.
Billetterne er siden overtaget af Spar Nord Fonden og nu via lodtrækning foræret til unge, der sidder i elevråd eller på anden måde har ydet en ekstra indsats på uddannelserne.
En af dem er 19-årige Cecilie Søborg, der går på HHX og sidder i elevrådet ved Erhvervsskolerne i Aars.
- Jeg var totalt mundlam. Jeg strålede bare, fortæller hun om det tidspunkt, hvor hun fik overbragt nyheden.
- Det bliver en kæmpe dag.
Skal inspirere unge
Samtalen med Barack Obama, som skal finde sted i selskab med leder for Musikkens Hus Lasse Rich Henningsen, vil have et særligt fokus på unge ledere.
Derfor giver det god mening, at endnu flere unge nu får lejlighed til at komme ind, siger han.
- Obama Foundation fokuserer på en eneste ting, og det er at inspirere og motivere unge ledere så tidligt som muligt, så det er helt spot on, lyder det fra Lasse Rich Henningsen.
Cecilie Søborg har selv valgt en studieretning med innovation og entreprenørskab og håber at få gode inputs med videre.
- Jeg kunne godt se mig selv have min egen virksomhed om nogle år. Det er i hvert fald en af de drømme, jeg har, siger hun.
En ekstra belønning
Derudover bliver det bare en stor oplevelse at komme tæt på en af verdens mest indflydelsesrige personer, fortæller hun.
- Han er jo en fantastisk mand, der bare er nede på jorden. Jeg synes, han gjorde det rigtig godt, da han var præsident, så det er bare megafedt at skulle ind og se så stor en personlighed, siger Cecilie Søborg.
Hun er desuden glad for, at hendes indsats på skolen bliver anerkendt.
- Jeg er med i rigtig mange udvalg på skolen, fordi jeg godt kan lide at gøre noget og yde en indsats.
- Det her er en ekstra belønning, siger Cecilie Søborg.
Sidst Barack Obama besøgte Danmark var i september 2018, hvor han lagde vejen forbi Kolding.