30 restauranter i Aalborg boykottede Wolt. Nu er 28 vendt tilbage: 'Der er tale om et usundt ægteskab'

Ifølge brancheforening kan caféer og restauranter hverken leve med eller leve uden Wolt.

Ligesom i mange andre danske byer er Wolt blevet voldsomt populært i Aalborg. Hos nogle af restauranterne i det nordjyske var det i oktober op mod 90 procent af bestillingerne, der gik gennem Wolt. (Foto: © Henning Bagger, Ritzau Scanpix)

Aalborgensere, der får lyst til sushi, pizza eller en burger, kan nu igen bestille og få leveret deres mad med Wolt.

I oktober valgte 30 af byens takeaway-restauranter og caféer ellers at boykotte appen. Men nu har 28 af restauranterne opgivet protesten og er tilbage hos Wolt igen.

Striden handlede blandt andet om de gebyrer, som Wolt, ifølge restauratørerne, kræver, når der bliver lagt en ordre af sultne kunder.

Ifølge restauratørerne kan gebyret være helt op mod 30 procent af det samlede beløb for en ordre. Det betyder, at eksempelvis en bestilling på 300 kroner pizza kan være lig med et gebyr på cirka 90 kroner, der går til Wolt.

Men selvom restauratørerne mener Wolts vilkår er urimelige, er de nu tilbage på platformen. Og det er der ifølge brancheforeningen Danmarks Restauranter & Caféer en god grund til.

- Der er tale om et usundt ægteskab, hvor man simpelthen ikke kan vriste sig ud af det, siger politisk direktør Freja Brandhøj.

- Restauranterne kan på den ene side ikke leve med det, fordi de ikke kan tjene penge på Wolts platform. Men på den anden side kan de heller ikke leve uden, fordi Wolt som platform faktisk giver dem synlighed og vilde markedsføringsmuskler, som de ikke har råd til at udeblive fra.

Kun to holder fast i boykot

Én af de få aalborgensiske restauratører, der stadig holder fast i sin boykot af Wolt, er Anram El-Souissi.

Hun ejer stedet Falafel House midt i byen. Og når hun træder ud af sin restaurant, kan hun både til højre og venstre se kolleger, der er tilbage til at bruge Wolt og de blå-klædte bude.

Men selvom langt de fleste restauratører nu igen samarbejder med Wolt under de samme vilkår som før, så har boykottet alligevel gjort en forskel, mener hun.

- Jeg spørger tit mine kunder om, hvad de tænker om Wolt. Og nogle kunder siger, at de også har valgt at boykotte Wolt. Derfor synes jeg, at det har hjulpet at boykotte, fordi det er kommet frem til kunderne, hvor stor en procentdel Wolt tager.

Det var også Wolts gebyrer, der fik Anram El-Souissi til at droppe tjenesten i første omgang. Og hun er i en situation, hvor hun godt kan få forretningen til at løbe rundt uden dem.

- De tager en rigtig stor procentdel i forhold til vores omsætning. Derfor har jeg valgt at stoppe samarbejdet med dem, fordi jeg ikke synes, det giver mening økonomisk.

- Men vores omsætning om dagen er ikke baseret på Wolt, det er mere baseret på folk, der kommer fysisk ind i butikken og køber mad, siger hun.

Strid om gebyrer og priser på maden

Ifølge Wolt er det ikke muligt at sætte de meget upopulære gebyrer ned. For Wolt er selv pressede, forklarer Daniel Johansen, der er ansvarlig for partnerskaber hos platformen.

- Det, vi alle sammen er pressede af, er en forbrugertillid, der er faldende. Der er simpelthen færre kunder i butikken. Samtidig stiger priserne på alting – råvarepriser, elpriser, gaspriser og så videre, fortæller Daniel Johansen.

Desuden er det ifølge Daniel Johansen muligt for restauranterne at vælge forskellige "pakker" hos Wolt – alt efter hvor mange services virksomheden skal tilbyde restauranterne. Og dét har betydning for, hvor stort et gebyr restauranterne skal betale.

De aalborgensiske restauranter er også utilfredse med, at de ikke kan kræve en højere pris for deres mad, når den bliver bestilt via Wolt. På den måde kunne de sikre sig en større fortjeneste, men klausuler i restauranternes kontrakter med Wolt forhindrer, ifølge brancheorganisationen Danmarks Restauranter & Caféer (DRC), sådanne prisændringer.

Ifølge DRC betyder kontrakterne også, at restauranterne er nødt til at hæve prisen i deres fysiske butikker og på deres egne online salgssteder, hvis den bliver hævet på Wolt. Så der på denne måde er samme priser alle steder.

At have forskellige priser mener Wolt stadig ikke er en god idé, siger Daniel Johansen.

- Hvis vi tror på, at kunderne er villige til at betale en højere pris, end de gør i dag, så tror jeg, vi skal løfte priserne på tværs af alle salgskanaler. Vi tror på, at det vigtigste er at være ærlige over for slutkunden. Det er meget ugennemsigtigt, hvis man ikke betaler det samme på tværs af alle salgskanaler, mener vi.

Corona gav Wolt en særlig position

Under corona blev madleveringstjenesterne ofte brugt – og i perioder var det en af de eneste muligheder for restauranterne til at sælge deres mad og sikre sig en indtjening.

Den helt særlige situation gav Wolt en særlig position på markedet for madudlevering, som restauratørerne har svært ved at hamle op med, mener DRC.

Brancheforeningen indbragte i starten af oktober Wolt for Konkurrencestyrelsen for at få kigget Wolts forretningsbetingelser igennem.

- Vi har hørt fra Wolt et par gange, at restauratørerne jo bare kan lade være med at skrive under på kontrakterne. Men man kan også vende den om og sige, at Wolt skulle lade være med at lave så urimelige kontrakter og huske på, hvem der var med til at skabe dem og hvem de stadig skal leve af fremover, siger politisk direktør Freja Brandhøj.

Men restauranterne kan vel bare lade være med at være på platformen?

- Det kan man absolut, men så skal man også være klar på ikke at få den eksponering, som man ellers ville få.

Man kunne også sige, at restauratørerne skulle være bedre til at markedsføre sig selv og levere maden?

- Man når aldrig op på de højder, som Wolt kan præstere. Som løsning, foreslår Wolt selv, at man tvinger dips eller andre ligegyldige ting ned i bestillingerne online. Det er stort set gratis for restauratørerne at lange over disken og ned i halsen på forbrugeren. Men det synes vi ikke er hverken god service eller særligt bæredygtigt.

DR har forsøgt at få en kommentar fra de 28 restauranter, der har genoptaget samarbejdet med Wolt, men det har endnu ikke været muligt at få en kommentar.