34 patienter har været i behandling, efter medarbejder blev smittet med tuberkulose

Aalborg Universitetshospital har nu afsluttet undersøgelsen af mere end 800 patienter.

Aalborg Universitetshospital måtte af to omgange indkalde patienter til undersøgelse. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

Da Aalborg Universitetshospital i december fandt ud af, at en medarbejder havde smitsom tuberkulose, måtte hospitalet igangsætte en større undersøgelse for at finde ud af, om medarbejderen kunne have smittet andre medarbejdere og patienter.

I første omgang blev 440 patienter indkaldt til undersøgelse. Siden udvidede hospitalet gruppen, og nu har de undersøgt i alt 827 patienter.

Heraf havde 34 patienter tuberkulose-bakterien i sig.

I ingen tilfælde har tuberkulosen dog været i udbrud. I stedet er der tale om sovende tuberkulose, hvor patienten bærer bakterien, men er rask.

De har derfor ikke været i fare, fortæller Michael Bräuner Schmidt, lægefaglig direktør på Aalborg Universitetshospital.

Et stort detektivarbejde

Michael Bräuner Schmidt glæder sig over, at det ganske omfattende arbejde med at finde frem til de berørte patienter nu er afsluttet.

- Det er et stort detektivarbejde, der har været i gang. En gruppe har arbejdet for at sikre, at alle, den pågældende person har været i kontakt med, er blevet tilbudt undersøgelse, fortæller han.

De 34 patienter har efterfølgende fået behandling og er nu fri for tuberkulose-bakterien.

Det gælder også den medarbejder, der i første omgang bar bakterien med sig ind på hospitalet.

- Vedkommende har det godt, er fuldstændig rask og er nu tilbage i arbejde. Men det er klart, at der har været en streng omgang at have været årsag til det her, siger Michael Bräuner Schmidt.

Udover patienterne blev også fire medarbejdere smittet med tuberkulose.

Tuberkulose er en infektionssygdom forårsaget af bakterien Mycobacterium Tuberculosis.

Bakterien slår sig fortrinsvis ned i lungerne, men kan sætte sig i alle organer, inklusiv knogler og lymfeknuder.

Facebook
Twitter