46-årig løsladt efter kirkegårds-hærværk

Retten mente ikke, der var grundlag for at fængsle sigtet mand.

Det blev i første omgang vurderet, at hærværket var gået ud over flere end 100 gravstene. Det rigtige tal er efter alt at dømme godt 80. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

Retten i Aalborg har i eftermiddag løsladt en 46-årig mand, der er mistænkt for groft hærværk, efter flere end 80 gravstene er blevet overmalet.

Anklagemyndigheden havde krævet manden fængslet i fire uger for at kunne efterforske sagen yderligere.

Hærværket skete i weekenden på kirkegården ved Hadsund Kirke. Her kunne pårørende se, hvordan deres kæres gravstene var blevet overskrevet med tallet 666. Det tolkes af mange som symbol på djævlen.

Tallet 666 omtales i Johannes' Åbenbaring i Det Nye Testamente. Her omtales det som "Dyrets tal" og er ofte brugt som symbol på Djævelen og det onde. (Foto: Øxenholt Foto © Scanpix)

Lignende sag i 2016

Den 46-årige mand var hurtigt i politiets søgelys, eftersom han også er sigtet for et lignende hærværk i 2016, hvor 110 gravstene blev overmalet på Visborg Kirkegård godt tre kilometer fra Hadsund.

- Samtidig mener flere vidner, at de har genkendt den pågældende mand i området, fortæller fungerende vicepolitiinspektør Sune Myrup fra Nordjyllands Politi.

Anklagemyndigheden arbejder fortsat på sagen fra 2016. Den 46-årige nægter sig skyldig i både den og den nye sag.

- Jeg kunne aldrig finde på at dekorere en kirkegård, sagde han således som slutkommentar ved dagens grundlovsforhør, hvor han også afviste nogensinde at have været inde på Hadsund Kirkegård.

Ved grundlovsforhøret i Aalborg onsdag eftermiddag nægtede den 46-årige sig skyldig. (Foto: Adrian Busk © DR Nórdjylland)

Havde maling på sig

Ifølge Nordjyllands Politi blev manden anholdt i sit hjem i lokalområdet onsdag morgen.

Ved en ransagning i hjemmet fandt politiet en spraydåse med sort maling og noget skrift på et skilt, der nu skal sammenlignes med det, der er fundet på kirkegården. Samtidig havde manden ifølge anklager Mikkel Holdensgaard maling i ansigtet og på hænderne ved anholdelsen.

Ved onsdagens grundlovsforhør i retten i Aalborg lagde mandens forsvarsadvokat Per Søndergaard vægt på, at fængslingsgrundene ikke var opfyldt.

- Jeg finder derfor, at rettens afgørelse om at løslade min klient er korrekt, siger advokaten.

Anklagemyndigheden har kæret afgørelsen til landsretten.