600 håndværkere ved stort sygehusbyggeri – men kun få sager om social dumping

Fagbevægelsen 3F er positivt overrasket over arbejdsforholdene på byggeplads.

Gravearbejdet til det nye storsygehus ved Aalborg begyndte i 2013. Seks år efter er byggeriet snart færdigt. (Foto: Klaus Videbæk © DR Nórdjylland)

Lige nu holder mange påskeferie, men normalt vrimler det med håndværkere og entreprenører under solen ved byggeriet af det nye storsygehus i udkanten af Aalborg.

I alt 600 mand fra 80 forskellige firmaer er i gang, så der er mange at holde styr på.

Men foreløbigt er kun ganske få blevet taget i at have folk ansat under dårlige arbejdsforhold og med lønninger langt under overenskomsterne.

Dokumenter fra 3F viser, at der blot har været ni mindre sager på byggeriet, som blev startet tilbage i 2013.

Heraf har en enkelt af dem betydet, at en arbejdsgiver er blevet afkrævet en bod på 32.000 kroner, men det er intet at regne i forhold til sygehusbyggeriet i Gødstrup i Midt- og Vestjylland, hvor der er betalt bod for over halvanden millioner kroner.

- Set i forhold til de andre sygehusbyggerier og den polemik, der har været omkring dem, er jeg lidt målløs over, at det er lykkes at holde stien så ren, siger John Andersen, faglig sekretær i 3F.

Arbejdsmiljø er vigtigt for os

I forbindelse med byggeriet har der været et tæt samarbejde mellem byggeledelse, bygherre og de faglige organisationer, og det er en af forklaringerne på, at så få øjensynligt snyder.

Det mener Niels Uhrenfeldt, projektdirektør ved Nyt Aalborg Universitetshospital, som byggeriet foreløbigt kaldes.

- Det er en megastor byggeplads, og derfor er det også vigtigt for os, at vi har et godt arbejdsmiljø. Der kommer ikke nogen ind på den her byggeplads, før de har været gennem et tre timer langt introduktionskursus, hvor de får at vide, hvordan reglerne er på byggepladsen, og hvordan de skal færdes, siger han.

Derudover er alle mand på pladsen udstyret med et adgangskort, så man kan se, hvem de er, og hvem de arbejder for, fortæller han.

- Det er simpelthen den nøgle, man skal have for at kunne komme ind gennem persillehakkeren, som vi kalder den, og ind på selve byggepladsen, siger Niels Uhrenfeldt.

Arbejdsmarkedsforsker er skeptisk

Arbejdsmarkedsforsker og professor ved Aalborg Universitet Henning Jørgensen maner dog til besindighed.

Ved store byggeprojekter i København har leverandører tidligere fortalt om snyderi i større skala, selvom det ikke er blevet fanget af kontrollerne på byggepladsen.

- Man skal passe på, at man ikke bliver for glad ved de tal, for det kan være, der er noget, man ikke har fået registreret, siger Henning Jørgensen.

Derfor kan de få eksempler på snyderi være anledning til at gå endnu grundigere til værks, mener han.

- Det er ikke nok at lave stikprøvekontroller mellem klokken syv om morgenen og fem om eftermiddagen. Det er mellem klokken fem om eftermiddagen og syv om morgenen, at al svineriet foregår, siger han.

- Og man skal ikke bare tage en lønseddel for en lønseddel, for den kan være præfabrikeret i Polen eller Italien, og de har fået at vide, hvad de skal sige, når myndighederne kommer. Det drejer sig om at gå i dybden med det her, og man skal være der 24 timer i døgnet.

Regler for nattearbejde

Kontroller på byggepladsen til sygehuset køres af både 3F og Region Nordjylland, og hos 3F vil formand for byggegruppen Reidar Kogstad ikke afvise, at man kunne have fundet flere syndere, hvis man havde skærpet indsatsen yderligere.

- Men jeg tror stadigvæk, at det ville være meget lidt på grund af det gode samarbejde, vi har omkring tingene, og den adgang vi har til at kontrollere på pladsen, siger han.

Reidar Kogstad oplyser, at byggepladsen efter aftale med regionen har været lukket af i de sene aftentimer og om natten.

- Der er kun mulighed for at arbejde derude der, hvis man får dispensation fra reglerne, og jeg ved, at de har været meget skrappe med at holde styr på, hvem der så er derude, siger han.

Byggeriet af det nye storsygehus ventes at være afsluttet i 2020.

Facebook
Twitter