74-årig svensk mand druknet i Skagen Havn

Manden blev erklæret død ved ankomsten til Aalborg Universitetshospital.

Arkivfoto: Ulykken i Skagen skete nær Stålkajen. (Foto: STEFFEN ORTMANN © Scanpix)

En 74-årig svensk mand er død efter, at han faldt i havnebassinet i Skagen i aftes.

Manden var ombord på det svenske fartøj Svartskär sammen med en anden svensker.

De to var sejlet til Skagen for at få båden repareret, men på et tidspunkt falder manden i vandet, og bådens anden passager slår alarm.

Det sker omkring klokken 21.30, hvorefter en redningsbåd får ham reddet op af vandet.

Ifølge Nordjyllands Politi ankommer manden til Aalborg Universitetshospital med helikopter, men bliver ved ankomsten erklæret død.

Den anden mand på båden er efterfølgende blevet afhørt, men det har ikke kunnet kaste nærmere lys over, hvorfor den 74-årige pludselig lå i vandet, oplyser Poul Fastergaard, vagtchef ved Nordjyllands Politi.

Ulykken i Skagen skete nær Stålkajen.

Facebook
Twitter