77-årige Gertrud har været i asfalten flere gange – men hun er ikke færdig med at cykle

Cyklen er skyld i flere færdselsuheld blandt ældre end bilen, viser tal fra Danmarks Statistik.

Gertrud Sørensen bruger cyklen til stort set alt, når hun skal omkring. (Foto: Søren Flytkjær © DR Nórdjylland)

Er man oppe i alderen, så er der ekstra god grund til at passe godt på i trafikken.

Cykeluheld udgør nu 58 procent af færdselsuheld blandt de 65 til 74-årige. Det er ti procentpoint mere end i 2007, hvor tallet lå på 48 procent.

En af dem, der har været en tur i asfalten flere gange i en fremskreden alder er 77-årige Gertrud Sørensen fra Aalborg.

- Jeg bruger min cykel altid. Både til daglige indkøb og cykelture. Det er mit eneste transportmiddel, siger hun.

To gange er hun blevet kørt ned af en bil, og så er hun selv kørt ind i en kantsten på sin elcykel.

- Der kørte jeg for stærkt, så det var min egen skyld, fortæller hun.

Elcyklen spiller en rolle

I det ene af uheldene med bil gik det rigtig galt. Hun fik en fraktur i bækkenet.

- Nu passer jeg rigtig meget på. Jeg tænker mig meget om, når jeg overhaler biler (der holder stille) og holder øje med indkørsler, hvor der kan køre biler ud. Jeg er meget mere påpasselig, siger hun.

Den høje frekvens af cykeluheld blandt ældre har flere forklaringer, men det skyldes ikke mindst, at flere ældre springer i sadlen.

- Vi kan se, at elcykler udgør en stadig stigende del, og det vil givetvis også have en indflydelse på de ældres ulykker, siger Pernille Ehlers fra Rådet for Sikker Trafik

En anden forklaring er, at cyklen, modsat bilen, ikke er blevet mere sikker at køre på gennem de senere år.

- Ulykker med bilister har haft en nedadgående kurve, fordi der er mere sikkerhedsudstyr i nyere biler. Men der har ikke rigtig været noget for cyklister, siger Mette Fynbo, formand for Havarikommissionen.

Godt, at de ældre cykler mere

På baggrund af den relativt store forekomst af cykeluheld hos ældre er Rådet for Sikker Trafik nu på vej med en ny kampagne.

Det handler blandt andet om at vælge en cykel, der er nem at komme af og på, at bruge cykelhjelm og at gøre sig synlig for de andre trafikanter.

Cyklistforbundet advarer dog ældre mod at stille cyklen i garagen af frygt for styrt.

- Heldigvis er der kommet et langt større fokus på, at det er godt at have en fysisk aktiv seniortilværelse, fordi det er med til at holde mange livsstilssygdomme og dårligdomme på afstand, siger Klaus Bondam, direktør for Cyklistforbundet.

Jeg var lidt bange

Heller ikke Gertrud Sørensen er færdig med at cykle, selvom det har givet nogle store knubs.

- Jeg var lidt bange for at skulle op på cyklen igen efter den bækkenfraktur, hvor jeg gik med krykker et stykke tid. Men jeg er fuldt fortrolig med den nu, siger hun.

Samlet set ligger omfanget af færdselsuheld blandt ældre på cirka samme niveau som for ti år siden.

Facebook
Twitter