Aaaaaaa-uuuuuhhhwww: Hanne kan kende ulve på kaldet

Ligesom mennesker har ulve hver sin stemme. Forskning viser, at det kan bruges til at identificere de store rovdyr.

Med en optager og et computerprogram kan Hanne Lyngholm Larsen finde ud af, hvor der er ulve - og hvor mange der er. (Foto: Frederik Bernhard Gatzwiller © DR Nórdjylland)

Aaaaaaa-uuuuuhhhwww!

Sådan tror du måske et vaskeægte ulvehyl lyder. Men faktisk starter ulve deres hyl lidt anderledes med en dybere lyd, som lyder mere sådan her:

Wuuuuuuuuuuuuuuhhhh!

Hvis du synes, det er en smule svært at kende forskel, er du nok ikke alene. Men lige netop ulvenes hyl kan faktisk bruges til at gøre os klogere på, hvor de befinder sig – og hvor mange de er derude i naturen.

- Ligesom vi mennesker har ulve hver sin stemme. Og hvis man lytter ordentligt til dem - og arbejder med lydene teknisk – vil man faktisk kunne høre forskel.

Sådan fortæller Hanne Lyngholm Larsen, der er biolog og videnskabelig assistent på Aalborg Universitet.

Hun har netop skrevet speciale om identifikation af ulvehyl og har desuden deltaget i et internationalt forskningssamarbejde om samme emne.

Hanne Lyngholm Madsen har blandt andet optaget ulve i Midtjylland, hvor optagelserne her i artiklerne stammer fra. Her er det, hun kalder et "klassisk" ulvehyl:

0:00

Og forskningen viser, at man kan identificere de store rovdyr på flere kilometers afstand og kende dem fra hinanden alene ud fra optagelser af deres hyl.

- I Danmark er ulven jo en beskyttet art, så det er vigtigt at have en idé om dens tilværelse, og hvor godt den klarer sig. Det her er en måde at gøre det på og samtidig vurdere, hvor mange der er, siger Hanne Lyngholm Larsen.

- Ulve lyder meget anderledes, end vi tror. De lyder ikke alle sammen som den klassiske ulv, vi kender fra film og tv.

Den grønne optager fylder ikke meget. Her bliver den testet i en dyrepark. (Foto: Sussie Pagh © (Privat foto))

Mikrofoner kan supplere kameraer

I det internationale forskningsprojekt, Hanne Lyngholm Larsen har deltaget i, lykkedes det at identificere - med over 80 procens sikkerhed - hyl fra de 16 ulve, man lavede lydoptagelser af.

I alt blev der analyseret 170 forskellige optagelser af ulvenes hyl. De blev opfanget af mikrofoner, som i godt vejr kan fange ulvehyl helt op til fire kilometer væk.

I marts fotograferede håndværkere en ulv løbe rundt på byggepladsen ved det nye supersygehus i Aalborg. Ulven menes nu at have slået sig ned i naturområdet Lille Vildmose. (Foto: (Privat foto))

Først bruges en kunstig intelligens til at spotte ulvehylene i de mange optagelser fra naturen. Og herefter analyseres de enkelte ulvehyl med menneskekraft.

- Metoden er stadig under udvikling, men det er et rigtig godt supplement til den overvågning, der allerede sker i dag, forklarer Hanne Lyngholm Larsen.

I Danmark overvåges ulvebestanden med hjælp fra DNA-analyser, private billeder og videoovervågning i naturen.

- Mikrofonerne kan sættes op på steder, hvor man måske ikke kan have overvågningskameraer. Der er også nogle mennesker, der synes, det er træls med kameraer, fordi de selv føler, de bliver overvåget. Der vil man måske kunne bruge lydudstyr i stedet for.

Ulven på lydoptagelsen her var nem for Hanne Lyngholm Larsen at identificere, fordi den nærmest har et ”hæst” hyl. Optagelserne er lavet af specialestuderende Line Østergaard Jensen.

0:00

Ulven kom tilbage til Danmark i 2012 og findes nu i flere forskellige områder af Jylland.

- Drømmescenariet ville være, hvis man kunne sætte optageudstyr op i de områder af Jylland, hvor vi ved, at der er mulighed for at kunne være ulve, siger Hanne Lyngholm Larsen.

- Ulve er glade for heder og skov, så det ville også være rigtig godt at sætte udstyr op i denne type naturområder.

Samtidig drømmer Hanne Lyngholm Larsen om, at fremtiden måske også kunne byde på et ”citizen science”-projekt omkring ulvehylene, hvor det ville være muligt at bruge lydoptagelser fra folks mobiltelefoner. Men på nuværende tidspunkt er projektet endnu ikke nået så langt.

Sådan ser et ulvehyl ud i det program, hvor optagelserne analyseres. Grundfrekvensen (tonen) er det nederste ”bånd”. Det grønne rundt om er baggrundsstøj, som nogle gange kan være så slem, at man ikke kan arbejde med lyden (Foto: (Privat foto))

Hvalpe skal finde deres egen 'stemme'

Kun få kilometer fra Hanne Lyngholm Larsens kontor i den østlige del af Aalborg, er der i løbet af de seneste måneder blevet set en ulv, som nu menes at have slået sig ned i naturområdet Lille Vildmose sydøst for Aalborg.

Men lige præcis dén ulv er det ikke lykkedes at få i kassen endnu.

- Den har ikke villet hyle af os, mens vi har haft udstyr oppe. Vi tænker, det er fordi, det er en ulv, som går alene. Det er en han-ulv, og der er ikke nogen årsag til at gøre opmærksom på sig selv, så længe, der ikke er mulighed for at få en mage.

Ulve lyder ikke altid, som folk tror. Ofte lyder de som en sirene som ulven her, fortæller Hanne Lyngholm Larsen.

0:00

Og faktisk ér det muligt at skelne mellem en han- og en hunulv alene ud fra optagelser af deres hyl.

- Hunulve har en tendens til at have en højere tone end hanner. Men det kan snyde, hvis der er ældre hvalpe til stede, fordi hvalpe har en høj tone, indtil de finder deres egen ”stemme”, forklarer Hanne Lyngholm Larsen.

I april i år vurderede Nationalt Center for Miljø og Energi ved Aarhus Universitet, at der i Danmark findes mellem 13-15 ulve i Danmark – heraf tre par. Desuden er vurderingen, at antallet af ulve formentlig vil øges i de kommende år.