Aalborg ansætter speciallæge i kampen mod resistente bakterier

Aalborg Universitetshospital går i krig mod multiresistente bakterier, efter der er sket en seksdobling af smittede.

En ny læge skal holde antibiotikaforbruget på Aalborg Universitetshospital i kort snor. (© Colourbox)

Det skal være slut med, at patienter bliver syge af multiresistente bakterier, når de er indlagt. Sådan lyder meldingen nu fra Aalborg Universitetshospital.

Sygehuset ansætter en speciallæge, der udelukkende skal vurdere patienternes behov for antibiotika og overvåge sygehusets brug af lægemidlet.

- Det er jeg meget tifreds med, siger ledende overlæge på infektionsmedicinsk afdeling, Henrik Nielsen.

De resistente bakterier, der blandt andet tæller MRSA, er farlige, da de ikke kan behandles med antibiotika.

Seks gange så mange smittede

Tirsdag i denne uge udkom den årlige rapport over antibiotikaforbruget i Danmark. Rapporten var skræmmende læsning, da den viste, at antallet af smittede med multiresistente bakterier er seksdoblet fra 2013 til 2014.

I år har 10 patienter i Nordjylland været indlagt med superresistente bakterier, der ikke reagerer på almindelig antibiotika-behandling, fortæller overlæge David Fuglsang fra Aalborg Universitetshospitals Klinisk Mikrobiologiske Afdeling

Afdelingen analyserer prøver med bakterier, og finder dagligt de multiresistente bakterier.

- Det var ikke så almindeligt for få år siden. Nu er det noget, vi ser hver dag, sagde overlægen tirsdag.

Ny læge er vigtig

Derfor bliver den nye læge meget vigtig i kampen for, at de danske sygehuse ikke skal blive hjemsted for de resistente bakterier, siger Henrik Nielsen

- Det er et meget vigtigt supplement til den indsats, vi i forvejen har til meget stramt at styre vores brug af antibiotika, siger han.

Den nye overlæge tiltræder ved årsskiftet.

DR Dokumentar vil de næste måneder kulegrave MRSA. Du kan følge med på Facebook her.

FacebookTwitter