Aalborg Kommune tilbyder selv at skyde 600 millioner i ny fjordforbindelse

Kommuners vilje til selv at skyde penge i projekter kan få dem længere op på regeringens prioriteringsliste, siger finansministeren.

Limfjorden krydses hver dag af 120.000 biler og lastbiler. En ny forbindelse over øen Egholm skal aflaste den nuværende tunnel og Limfjordsbroen og ventes at koste op mod syv milliarder kroner. (© (C) DR Nordjylland)

En ny forbindelse over Limfjorden har længe stået højt på ønskesedlen i Nordjylland.

Men nu skal der handling bag ordene, mener et byrådsflertal i Aalborg Kommune.

Kommunen tilbyder derfor staten 600 millioner kroner som medfinansiering af en tredje Limfjordsforbindelse.

- Limfjordstunnelen er i dag totalt overbelastet. Det er en situation, der er helt uholdbar for Aalborg og hele Nordjylland, siger borgmester i Aalborg Kommune, Thomas Kastrup-Larsen (S).

Kommunale penge kan bane vejen for trafikprojekter

Normalt er det staten, der betaler for motorveje, men står det til finansminister Kristian Jensen (V) kan det ændre sig i fremtiden.

- Når det gælder den slags projekter, er listen over ønsker altid markant længere, end posen med penge kan række til. Derfor gør kommunale tiltag med egenbetaling det nemmere for os at rykke projekter op ad prioriteringslisten.

- Vi så det med Kronprinsesse Marys Bro i Frederikssund, hvor der blev en betaling for at køre over. Det betød, at projektet rykkede frem - ellers var det aldrig blevet til noget, siger finansministeren.

Trafikforsker ved Aalborg Universitet Harry Lahrmann er ikke overrasket over kommunens tilbud.

-Tidligere har vores undersøgelser vist, at en meget stor del af trafikken over Limfjorden var lokaltrafik inden for Aalborg Kommune. Hvis det stadig er tilfældet, er det klart, at kommunen ser en interesse i at yde medfinansiering.

Princippet om, at staten altid betaler hele udgiften, er udfordret, mener trafikforskeren.

- Det dukker op flere steder. Blandt andet ser vi kommunal medfinansiering ved tilkørselsanlæg ved motorvejene.

Bør dele udgiften med staten

Aalborg Kommunes tilbud kommer samtidig med et forslag fra Venstres tre nordjyske folketingsmedlemmer Preben Bang Henriksen, Torsten Schack Pedersen og skatteminister Karsten Lauritzen om at dele udgiften for en tredje limfjordsforbindelse mellem staten og de nordjyske kommuner.

Selvom det er en statslig opgave at finansiere en tredje forbindelse, så er vi altså nødt til at komme videre, mener Preben Bang Henriksen (V).

- Vi skal i gang nu. Med en byggetid på op mod ti år er der ikke tid til at pudse de fine politiske budskaber om, at staten skal betale det hele, siger han.

En tredje forbindelse skønnes at koste syv milliarder kroner, og de tre venstrefolk foreslår, at halvdelen - altså 3,5 milliarder kroner - skal finansieres af kommuner, region og eventuel brugerbetaling.