Aalborg roses i stort medie, men turistforening afviser fremstød i USA

Borgmester er rystet over, at turistforening ikke vil udnytte ros i New York Times.

Aalborgs havnefront set fra Limfjorden. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

Den amerikanske avis New York Times har rost Aalborg til skyerne, men det får ikke den lokale turistforening Visit Aalborg til at sætte stort ind på det amerikanske marked.

Det er borgmester Thomas Kastrup-Larsen utilfreds med.

- Jeg er rystet. Det er en meget mærkelig og helt forkert tilgang til at markedsføre Aalborg, siger han til DR Nordjylland.

Tirsdag udkom den amerikanske avis New York Times med en artikel om Aalborg. Her blev byen omtalt i meget flatterende vendinger.

Alligevel kunne turistforeningen Visit Aalborg bagefter fortælle avisen Nordjyske, at foreningen ikke sætter stort ind på det amerikanske marked.

Intet direkte fly fra USA til Aalborg

- Når New York Times' på eget initiativ nævner os som et sted, man skal rejse hen i 2019. Så er det da bare om at ride med på bølgen og markedsføre byen, siger Thomas Kastrup-Larsen.

Visit Aalborg forklarer sig med, at der stadig er noget at arbejde med i Aalborg som turistmål. Eksempelvis nævner de, at der lige nu ikke går direkte fly fra USA til Aalborg, ligesom mange restaurationer ikke har menuer på engelsk.

- Jeg kan ikke forstå argumenterne. Man kan flyve videre til Aalborg fra Amsterdam, og der er et internationalt niveau på restaurationerne i Aalborg. Selvfølgelig er der ting, vi kan forbedre. Men Aalborg er og har et godt produkt på nuværende tidspunkt, siger borgmesteren.

Han siger desuden, at kommunen støtter Visit Aalborg med i underkanten af 10 millioner kroner årligt.

Derfor har han kaldt turistforeningen til møde i morgen, hvor han vil diskutere markedsføringen af Aalborg.

Facebook
Twitter