Aarhus og Aalborg indgår kultursamarbejde med Manchester: Vigtigt at styrke bånd efter Brexit

Byerne vil hjælpe hinanden med at udvikle kultur, kunst og musikliv på tværs af grænserne.

Det er første gang, at der bliver etableret et forpligtende samarbejde på kulturområdet mellem kommuner i Danmark og udlandet. Her er det rådmand i Aalborg Kommune Mads Duedahl (V) (tv.) med kulturdirektør i Manchester, Luthfur Ramen (th.). (Foto: christine Nørgaard © DR Nórdjylland)

I Manchester har de Oasis. I Aalborg og Aarhus har de Niarn og TV-2.

Fremover vil de tre byer stå side om side og hjælpe hinanden med at udvikle kultur, kunst og musikliv på tværs af grænserne.

Sådan lyder visionen i et nyt samarbejde mellem byerne, som blev præsenteret i dag.

Det er første gang, at der bliver etableret et forpligtende samarbejde på kulturområdet mellem kommuner i Danmark og udlandet, og udover stolte musiktraditioner har Manchester også meget andet at tilbyde.

Det siger sundheds- og kulturrådmand i Aalborg Kommune, Mads Duedahl (V).

- Selvom Manchester i sagens natur er noget større end Aalborg, så er det to byer, der har været gennem den samme transformation. To tidligere industribyer, der har fornyet sig selv, blandt andet gennem et universitet, viden og uddannelse, men selvfølgelig også kultur, og derfor har vi utrolig meget, vi kan lære af hinanden.

- I Manchester arbejder man rigtig meget med kultur og sundhed og ser på, hvordan det kan gavne borgerne, især i forhold til borgere med demens, og det er noget det, vi rigtig gerne vil lære noget af, fortsætter han.

Dansk kunst til et britisk publikum

Også fra britisk side mener man, at der er meget at lære ved at lave et formelt samarbejde.

- I Manchester lægger vi stor vægt på samarbejde og erfaringsudveksling med den betydning, som kultur har for mennesker i forhold til både sundhed, job og muligheder, siger kulturdirektør ved Manchester City Council, Luthfur Ramen.

Med samarbejdet vil man over de næste par år se en række forskellige events med britisk islæt i både Aalborg og Aarhus.

Det kunne for eksempel være med besøg af britiske forfattere på Aalborgs litteraturfestival Ordkraft, ligesom danske kunstnere kan blive præsenteret for det britiske publikum, fortæller Mads Duedahl.

Samarbejde efter Brexit

På de lidt større linjer er der også begejstring over samarbejdet.

Selvom det er kommunerne, der skal svinge taktstokken, er både Udenrigsministeriet og Kulturministeriet også engageret i projektet, og kulturminister Mette Bock (LA) ser det som en god måde at knytte landene sammen, når Storbritannien inden længe forlader EU.

Ikke mindst på grund af Brexit, mener hun.

- Jeg mødte faktisk den britiske kulturminister lige efter afstemningen, og hun var dybt ulykkelig. Og som hun sagde, at når nu briterne vender ryggen til Europa politisk og økonomisk, så bliver vi nødt til at styrke det kulturelle samarbejde. Det er der, man binder bånd mellem mennesker, lyder det fra Mette Bock.

Samarbejdet er en del af en større dansk kultursatsning i Storbritannien, hvortil kulturministeriet har afsat 1,5 millioner kroner mellem 2018 og 2020.

Facebook
Twitter