Ældre på plejehjem skal selv betale for brandsikring: Op til 1.100 kroner ekstra om måneden

Ældre Sagen vil have ændret regler, der pålægger plejehjemsbeboere selv at betale for brandsikkerhed.

Ifølge Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen lever mindst 220 plejehjem ikke op til kravet om sprinkleranlæg.

Ældre mennesker på plejehjem skal selv betale for, at kommunerne installerer tidssvarende brandsikring efter gældende lov.

Efter tre kvinder sidste sommer døde i forbindelse med en brand på et plejehjem i Norddjurs, er landets kommuner blevet bedt om et få styr på brandsikkerheden.

Men når sprinklere og alarmer skal fornyes, bliver det beboerne selv, der skal betale regningen over huslejen.

Det er for dårligt, mener Ældre Sagen.

- Det er ikke rimeligt, at det er borgeren, der ender med regningen. Det er kommunen eller bygningsejerens forpligtelse at sikre en tilstrækkelig brandsikkerhed, siger Nina Bruun, der er konsulent hos Ældre Sagen.

Plejehjem lever ikke op til loven

I marts viste en undersøgelse bestilt af Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen flere fejl i brandsikkerheden på landets plejehjem. Blandt andet lever mindst 220 plejecentre ikke op til kravet om sprinkleranlæg.

En paragraf i boligloven siger, at beboerne på plejehjem selv skal betale for 'forbedringer' af bygninger. Brandsikring er i den kategori. Det har eksempelvis fået Allerød Kommune til at varsle huslejestigninger på plejehjem på op til 1.100 kroner om måneden.

I Mariagerfjord Kommune forventer man, at en opdateret brandsikkerhed på plejehjemmene vil give en huslejestigning på 80 kroner om måneden per beboer. Men tre plejehjem står til at skulle have nye sprinkleranlæg, og det kan derfor også her ende i langt større stigninger.

Det er et problem, når det er ældre, der i forvejen ikke har ret mange penge tilovers i regnskabet, siger Lene Lundsgaard, der er formand for Ældre Sagen i Mariager.

- De fleste er jo ikke så raske, så de er inde i et fuldkost-program, som betyder, at der ikke er mange penge tilbage hver måned, siger hun.

Nogle plejehjemsbeboere uden opsparing kan dog blive kompenseret for huslejestigningerne gennem øget boligstøtte.

Vil have reglerne ændret

Står det til Ældre Sagen skal reglerne laves om, så det ikke er beboerne, der skal betale for brandsikring på de kommunale plejehjem. Og der er politisk opbakning.

- Det er helt klart noget, vi vil tage op med ministeren, siger Enhedslistens ældreordfører, Peder Hvelplund.

Også Dansk Folkeparti vil tage initiativ til at få ændret loven, fortæller ældreordfører Karina Adsbøl.

- Jeg vil da gerne spørge ministeren, om han synes, det er rimeligt, at det er beboerne, der skal betale for at kommunen vil til at leve op til lovens krav om brandsikkerhed, som de ikke lever op til i dag, siger folketingspolitikeren.

Ved branden i Norddjurs i august 2018 omkom tre kvinder på 91, 93 og 95 år. Plejehjemmet havde dispensation fra de gældende brandkrav. Daværende boligminister Ole Birk Olesen (LA) opfordrede efterfølgende landets kommuner til at få styr på brandsikkerheden.

Boligminister Kaare Dybvad (S) har ikke haft mulighed for at stille op til interview mandag.