Alternative gudstjenester hitter

Gudstjenester, der ligger på andre tidspunkter end søndag formiddag, lokker mange til.

Folk vil deres kirke. Bare på andre tidspunkter og andre dage end vi har vænnet os til i Folkekirken gennem mange år, konstaterer biskop Henning Toft Bro. (Foto: Louise Lønsmann- DR Nordjylland)

Gudstjeneste med rockmusik eller fællesspisning - måske på en helt almindelig onsdag aften.

Det er de alternative tilgange, der trækker, når nordjyderne skal i kirke. Det viser en kirketælling lavet af Aalborg Stift.

Mere end en million deltagere kunne de nordjyske kirker trække til gudstjenester og kirkelige arrangementer i løbet af godt otte måneder i 2014.

Søndag formiddag er upopulær

Især ungdoms- og familiegudstjenester, der ofte ligger på andre tidspunkter end søndag formiddag, lokkede mange til.

Det glæder Aalborg Stifts biskop, Henning Toft Bro:

- Det viser, at folk vil deres kirke. Bare på andre tidspunkter og andre dage end vi har vænnet os til i Folkekirken gennem mange år. Det har været en øjenåbner for os, siger han.

Ungdomsgudstjenesterne er et godt eksempel på, hvordan kirken kan tilpasse sig brugernes behov, mener Kristian Brogaard, ungdomspræst i Frederikshavn Provsti.

Gudstjeneste for - og med unge

- Hemmeligheden er, at dem man skal lave gudstjeneste for, dem laver man gudstjeneste med. De unge er med til at bestemme, hvad vi skal have af tema. De er ikke bare inviteret til gudstjenesten, men med til at skabe den. Det kommer der noget rigtigt spændende ud af. Både for dem og for mig, siger Kristian Brogaard.

Det er dog stadig konfirmationerne, der trækker flest kirkegængere. De trækker i gennemsnit 200 per gang.

Kirketællingen er den første af sin slags i Aalborg Stift, og planen er nu at følge op de kommende år.