Autocampere vil slå rødt kryds over Skagen

Det kan være slut med autocampere i Skagen. Autocamperrådet er utilfredse med den pris Frederikshavn Kommune vil have for overnatning.

Skagen er populær om sommeren, alligevel risikere byen at måtte undvære autocampere i år. For autocampere truer med at boykotte Danmarks nordligste by, fordi det er for dyrt at parkere og overnatte på den kommunale havn og de kommunale parkeringspladser.

Poul Sørensen fra Sæby, der er forstår ikke, hvorfor det skal koste knap 250 kroner at overnatte på de kommunale havne og parkeringspladser.

- Det er fuldstændig vanvittigt, hvis en personbil holder ved siden af er det gratis, siger han.

Rødt kryds over Skagen  Poul Sørensen har ikke noget i mod at skulle betale, når han holder i Skagen, men han synes prisen er for høj. Derfor truer han nu med at få autocamperne til at blive væk fra Skagen til sommer.

- Så bliver der slået et rødt kryds over Skagen, så gider vi ikke komme der mere, siger Poul Sørensen.

Frederikshavn Kommune indførte i 2012 et overnatningsgebyr. For autocampere koster det nu 150 kroner at overnatte ved de kommunale havne, på Grenen og ved Skagen Lystbådehavn og Skagen Rådhus. Herudover er der timebetaling på 13 kroner, og et døgns ophold ender derfor på 238 kroner. Og det er alt for dyrt, mener Poul Sørensen.

- Andre steder betaler vi meget mindre. I Hvidesande koster det 90 kroner. Og Skagen kan altså ikke tilbyde noget, som Hvidesande ikke kan, siger han.

Lader sig ikke påvirke af trusler

Udsigten til færre autocampere i Skagen får ikke formand for Teknisk Udvalg, Lars Møller (V) til at ændre holdning. Han mener, at betalingsordningen skal fortsætte. Indtil nu har ordningen indbragt 206.000 krone, og de penge er der brug for, mener Lars Møller.

- Vi vil gerne skabe muligheder for dem, der ikke vil bo på en campingplads og det er det vi prøver med det her, men vi skal have nogle omkostninger dækket, siger han.

Facebook
Twitter