’AV!’ bliver til ’av’ med ny dansk metode til at tage blodprøver

Ny dansk teknik befrier akutte patienter for smertefuldt indgreb, når blodet skal analyseres.

To gange det seneste halve år har Leif Hansen fra Øster Brønderslev været akut på hospitalet med smerter i maven.

Begge gange var der behov for at få taget en blodprøve, der blandt andet kan give svar på, hvordan indholdet af ilt og kuldioxid samt surhedsgraden i blodet er.

Første gang var i efteråret.

- Det gjorde ondt, med masser af blå mærker, fortæller Leif Hansen og stryger fingeren over undersiden af sit håndled.

Men sådan var det ikke anden gang.

- Det var stort set smertefrit, siger han.

Forskellen på Leif Hansens to oplevelser er en ny metode til at behandle blodprøver udviklet af læger og forskere i Nordjylland, som nu indføres permanent på akutmodtagelserne i Hjørring og Thisted, og også afprøves på hospitaler i Sverige, Tyskland og England.

Metoden gør det muligt at hente vigtige oplysninger ud af blodet ved at beregne blodgas på baggrund af en almindelig blodprøve taget fra blodkarrene (venerne), i stedet for fra pulsårerne (arterierne), som det ellers har været nødvendigt hidtil via en arteriepunktur.

Det sparer patienten for smerter og er mere effektivt, lyder det fra forskerne.

Hurtigere med den rigtige behandling

Normalt tages den type af blodprøver fra håndleddet.

Det gør man, fordi blodet i pulsårerne kommer friskt fra hjertet og lungerne, hvor det har fået tilført ilt, inden det via venerne transporteres tilbage til hjertet.

.

Men med en ny matematisk algoritme døbt "v-TAC" kan man med stor præcision skaffe de oplysninger, man har brug for fra venerne.

Og det endda inden for få minutter, hvor det før hen kunne tage op til ti minutter, hvis ikke man kunne få nålen til at ramme arterien i første forsøg.

- Det er et tigerspring fremad, fordi patienterne nu hurtigt kan få svar på, hvordan hjerte og lunger fungerer sammen, og på den måde kan personalet hurtigere give dem den rigtige behandling, siger Claus Brøckner Nielsen, der er lægefaglig direktør på Regionshospital Nordjylland.

Sparer vigtig lægetid

En anden fordel ved, at en stor del af blodprøverne nu kan tages fra venerne er, at prøverne kan foretages af både læger, sygeplejersker, bioanalytikere og laboranter.

- Før i tiden var det sådan, at nogle patienter skulle ligge og vente på, at der kunne komme ind læge og tage den her blodprøve. Lægerne skal jo se til de allerdårligste patienter først, og så lå patienterne faktisk og led, indtil de kunne få taget blodprøven. Nu er der flere, der kan tage den, fortæller Claus Brøckner Nielsen.

Metoden er udviklet af en gruppe forskere fra Aalborg Universitet, Aalborg Universitetshospital og Regionshospital Nordjylland og adskiller sig ifølge folkene bag ved at være meget mere præcis og robust, end de forsøg man tidligere har gjort på at løse problemet og undgå at tage mange blodprøver fra arterierne.

På vej ud i Europa

Endnu er den ikke indført andre steder end i Nordjylland, men metoden er på vej ud i verden, fortæller professor på Aalborg Universitet, Stephen Reese.

Projektet blev publiceret for første gang tilbage i 2006, inden det i de følgende år er blevet videreudviklet og testet, og nu skal v-TAC markedsføres i udlandet gennem det danske selskab OBI Medical A/S.

- Efter det nu er rullet ud i Nordjylland, i Hjørring og Thisted, kigger firmaet nu til udlandet, og de begynder at rulle systemet ud i Storbritannien, Sverige, Schweiz og Tyskland, siger Stephen Reese.

Tilbage i Øster Brønderslev er Leif Hansen i første omgang glad for, at han i fremtiden slipper for stik i håndleddet, og at han dermed kan blive undersøgt på en mindre pinefuld og samtidig mere effektiv måde.

- De må gerne tage en blodprøve fra min arm igen, siger han.

Artiklen er opdateret: I første omgang var 'bioanalytikere' ikke nævnt i rækken af fagpersonale, der nu kan tage de omtalte blodprøver. Det er siden tilføjet.