'Av goddav, må jeg låne din sav?': Bibliotekarer rykker ind i børnehaven og hjælper børns sprog

Med brug af rim kan bibliotekarer hjælpe børn med at lære ordenes lyde.

Når børn lærer, at ord som 'is' og 'gris' rimer på hinanden, styrker det deres sprogforståelse.

De kan være søde, de kan være sjove, og de kan være frække.

Et af dem lyder for eksempel sådan her:

'Av goddav, må jeg låne din sav?

Vel må du ej, du må gå din vej!'

Vi taler om børnerim.

I løbet af de sidste to år har mere end 1.300 nordjyske børnehavebørn fået besøg af en bibliotekar, der henover otte uger har hjulpet børnene med at lære nye rim og historier.

Bibliotekarerne har medbragt taget både rimebøger, lege og kasser med genstande, der rimer på hinanden, og mens børnene har haft det sjovt med at finde og huske ord og remser, har de også udviklet deres sprog.

Nogle børn er to år foran

Det viser resultatet af det forskningsprojekt, som bibliotekarerne har været en del af.

- Når bibliotekarerne leger med rimebøger og tager rimene med ind i andre lege, så er man faktisk med til at gøre noget, der både er sjovt for børnene, men som også ligger fundamentet for senere læsning, fortæller sprogforsker Dorthe Bleses fra Trygfondens Børneforskningscenter, som står bag projektet.

Når børn starter i skolen, kan der være op til to års forskel på, hvor langt de er i deres sproglige udvikling.

Derfor er det vigtigt at have fokus på, at børnene i børnehaven får mulighed for at gå på opdagelse i rim og ord, mener Dorthe Bleses.

Og her er bibliotekarerne en god hjælp, oplever sprogpædagog ved daginstitutionen Bornholmsgade i Aalborg Heidi Jørgensen.

- Bibliotekarerne er kommet med en viden om de nye børnebøger, hvor vi tit i institutionerne måske har en tendens til at læse de bøger, vi kender, siger hun.

Børn rimer, når de gynger

Hun oplever, at børnene tager rimene med sig ud på legepladsen og begynder at rime med de ting, de finder derude.

- Eller at de rimer spontant, når de gynger, fortæller Heidi Jørgensen.

Sprogforsker Dorthe Bleses har dokumenteret børnenes fremskridt ved at sammenligne børnenes rim- og ordforråd i den periode, hvor de har taget del i projektet, med den periode, hvor de ikke var med i projektet.

Mens projektet har stået på, har de fået flere ord og flere rim ind under kasketten end normalt, viser det sig.

De har rimet på livet løs i daginstitutionen Bornholmsgade, hvor Heidi Jørgensen arbejder som sprogpædagog. (Foto: Katja Schlaikier © DR Nórdjylland)

Netop rim er vigtige, fordi det lærer børnene noget om, hvordan ord og stavelser hænger sammen, når de hører, at to ord lyder næsten ens, forklarer Dorthe Bleses.

- Børnene lærer at fokusere på, at ord er opbygget af lyde. Det er en kompetence, de har brug for for at lære det alfabetiske princip, hvor bogstaver og lyde hænger sammen, siger hun.

Handler ikke kun om antallet af pædagoger

Resultaterne af forskningsprojektet siger kun noget om, hvordan børnene lærer på kort sigt, og ikke hvad effekten er senere hen.

I så fald kræver det, at man både derhjemme og generelt i daginstitutionerne sætter fokus på at lave gode læringsmiljøer.

En debat, som for tiden står lidt i skygge i forhold til spørgsmålet om minimumsnormeringer af pædagoger.

- Det betyder, at vi også skal snakke om, hvordan vi kan tilbyde børn et rigt læringsmiljø i danske dagtilbud, og at vi ikke kun snakker om, hvor mange vi er, siger Dorthe Bleses.

For nyligt har man kørt et lignende projekt i dagplejer og vuggestuer.

Facebook
Twitter