Beboere nægter at flytte fra plejehjem: Nu river kommunen det ned

Hjørring Kommune opsiger de to sidste beboere på omdiskuteret ældrecenter.

Når de sidste beboere flytter ud, skal ældrecentret rives ned og pladsen bruges til nye boliger. (Foto: Henning Bagger © Scanpix)

Efter to års strid og mange kritiske røster har et flertal i byrådet i Hjørring besluttet, at ældrecenteret Havbakken i Tornby skal rives ned, og de sidste to beboere skal flytte.

Flertallet beklager, at man dermed løber fra et løfte om ikke at opsige de ældre, der ikke ønsker at forlade deres plejebolig.

Argumentet for beslutningen er blandt andet, at det koster kommunen 6,6 millioner kroner om året at holde plejecenteret kørende, hvor der i øjeblikket blot er to beboere. Samtidig ønsker kommunen at byudvikle og bygge boliger på den to

hektar
store grund.

- Det er ikke noget, jeg er stolt af som politiker, når vi må trække det ultimative kort og lukke, for jeg havde håbet, at vi kunne være nået i mål med frivillighed og dialog, siger Per Møller (K), der er formand for Sundheds-, Ældre- og Handicapudvalget i Hjørring Kommune.

6,6 millioner kroner om året

Sagen begyndte i 2018, hvor Hjørring Byråd besluttede at lukke Havbakken, fordi kommunen havde en overkapacitet af plejeboliger og dermed så en mulighed for at spare penge.

22 beboere nægtede at flytte og beslutningen mødte hård kritik fra flere sider. Blandt andet fik Ældre Sagen Ankestyrelsens ord for, at det var ulovligt at erstatte det faste plejepersonale med

hjemmehjælp
.

Siden har flere beboere valgt at flytte frivilligt, andre er gået bort.

Nu har et flertal på 18 mod 12 byrådspolitikere bestemt at lukke striden og opsige de sidste to beboere.

- Vi kan som kommune ikke betale 6,6 millioner kroner årligt til, at to beboere kan blive boende på Havbakken. Det er uhyggeligt mange penge, som vi har brug for andre steder, siger Per Møller.

Uanstændig behandling af ældre

Per Møllers kollega i byrådet Henrik Jørgensen fra Venstre mener derimod, det er uanstændigt at behandle beboerne på den måde.

- Man prøver jo at tage dem som gidsler. Så kan man sidde med dårlig samvittighed på et plejehjem og tænke: At jeg nu er skyld i, at det koster 6,6 millioner, siger Henrik Jørgensen.

Venstre, DF og Lokallisten stemte imod beslutningen.

Ældre Sagen: Lige efter bogen

Selvom Ældre Sagen også har været en hård modstander, medgiver jurist Charlotte Avnsted-Vilman, at kommunens ageren i dette tilfælde er efter bogen.

- Vi har noteret os, at Hjørring Kommune har valgt at nedrive Havbakken for på den måde at kunne opsige de to beboere. Det er man jo som kommune i sin gode ret til, siger Charlotte Avnsted-Vilman.

Ældre Sagen vil dog fortsat følge sagen tæt og sikre, at opsigelsen af beboerne foregår efter gældende regler. Blandt andet skal Hjørring Kommune stille en anden bolig til rådighed for de opsagte beboere.

Beboere nægter stadig at flytte

De to beboere har tidligere takket nej til andre plejehjemspladser i kommunen. Den ene nægter også fortsat at flytte, og den anden vil kun flytte, hvis der bliver plads på et bestemt plejehjem.

Beboerne kan klage over opsigelsen til Boligretten og eventuelt efterfølgende til Landsretten. Hjørring Kommune vurderer selv, at det kan tage op til et år, før man får den endelige afgørelse på eventuelle klager.

- Vi er ikke et sekund i tvivl om, at hvis beboerne vælger at klage, så er det kommunen, der vinder, fordi ejendommen skal nedrives, og der skal bygges nye boliger, siger Per Møller.

Han forventer, at de to beboere vil blive opsagt og bedt om at flytte ud af Havbakken inden årsskiftet.

Facebook
Twitter