Besøgende googler sig frem: Turistkontorer lukker på stribe

I Nordjylland er antallet af turistkontorer halveret over de seneste ti år.

Ifølge VisitNordjylland bruger personalet på turistkontorerne i dag mere tid på at opdatere de mobile platforme med information om seværdigheder og aktiviteter. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

Hvor finder man den flotteste strand og hvor er det bedst at bo?

Ja, hvor turister tidligere stillede den slags spørgsmål til personalet på det lokale turistkontor, så er det i dag i stigende grad internettet, der bliver brugt til at søge informationer. Det får flere turistkontorer til at dreje nøglen om.

I Nordjylland er antallet af turistkontorer halveret over de seneste ti år, og ifølge VisitDenmark er tendensen landsdækkende.

- Gæsterne i dag er flyttet fra at gå ind og få en brochure på et turistkontor, til at de tager mobiltelefonen frem og får noget information, siger Lars Enevold Pedersen, der er direktør for VisitNordjylland.

Han har de seneste ti år set det ene turistkontor efter det andet lukke, og at opgaverne på de overlevende kontorer har ændret sig.

- Tidligere havde man flere besøgende. Nu sidder personalet og opdaterer mobile platforme - altså får informationerne ind på nettet og servicerer på den måde gæsterne, siger turistdirektøren.

Det er da også internettet, der har hjulpet med inspiration til aktiviteter og oplevelser hos flere af de turister, som P4 Nordjylland mødte på gaden i turistbyen Blokhus ved vestkysten.

- Da vi fandt ud af, at vi ville hertil, så kiggede vi på nettet for at finde ud af, hvad vi kunne lave her, siger Åsa Foss fra Vaxjø i Sverige.

Samme fremgangsmåde havde Atle Sjællbrei fra Egersund i Norge.

- Vi tjekker internettet både før, og når vi er kommet til Danmark for at se hvilke aktiviteter, der passer til fem børn, siger han.

Flere turistkontorer vil lukke

Den øgede digitalisering og turistkontorer samlet i større enheder vil blot fortsætte, spår direktøren for VisitNordjylland Lars Enevold Pedersen.

- Så vi vil se, at der kommer færre turistkontorer fremadrettet, siger han.

De turister, som fortsat hyppigst besøger de nordjyske turistkontorer, er ældre og så tyskere, som generelt ikke er så vant til digitale oplysninger.

I 2007 var der omkring 33 turistkontorer i Nordjylland. I dag er antallet 17. Det er blandt andet i populære turistbyer som Aalbæk, Hals og Hobro, at det lokale turistkontor er lukket.

Facebook
Twitter