Blæste forbi politiets fotovogn med 187 kilometer i timen på landevej: 'Det er så vanvittigt, det der'

Endnu engang er en bilist blitzet med en fart, der er mere end dobbelt så høj som tilladt.

Det sker jævnligt, at politiets fotovogne blitzer bilister, der kører mere end dobbelt så hurtigt som tilladt, fortæller politiassistent Kim Haubro fra Nordjyllands Politi. (Foto: NIELS AHLMANN OLESEN © Scanpix)

En bilist kan forvente en kedelig besked i sin e-boks, efter han lørdag eftermiddag trådte speederen helt i bund på landevejen mellem Hals og Aalborg.

Manden blev blitzet med 187 kilometer i timen på strækningen, hvor man højest må køre 80.

Det udløser en bøde på mindst 9000 kroner og en ubetinget frakendelse af kørekortet.

Politiassistent Kim Haubro, der er koordinator for fotobilerne i Nordjylland, har dog ingen sympati for fartsynderen.

- Når man kører med den hastighed, så har man egentlig ikke noget begreb om at køre bil. Det er så vanvittigt, det der, siger han.

Bilist ved Esbjerg snuppet med 181 km i timen

I weekenden blev flere bilister også taget i at køre langt over det tilladte ved en fartkontrol på landevejen mellem Esbjerg og Grindsted. Her blev en bilist blitzet med 181 kilometer i timen.

- Det er totalt uforsvarligt at køre med den hastighed. Men det er desværre ikke første gang, vi ser for høje hastigheder på den strækning, siger leder af færdselsafdelingen hos Syd- og Sønderjyllands Politi Knud Reinholdt.

Langt fra første gang

I Nordjylland sker det også jævnligt, at politiets fotovogne blitzer bilister, der kører mere end dobbelt så hurtigt som tilladt, fortæller politiassistent Kim Haubro.

- Det er lidt trist, for man tager ikke hensyn til sig selv, men bestemt heller ikke til andre, når man kører så hurtigt, siger han.

Bilisten, der i Nordjylland nåede 187 kilometer i timen, er en 40-årig mand fra Aalborg.

Facebook
Twitter