Blæsten komplicerer slukning af brand i 1.200 bigballer

Brandfolk fra Støvring, Nibe og Beredskabsstyrelsen i Thisted bekæmper ilden.

En ildebrand i en lade med 1.200 bigballer syd for Aalborg har hærget siden tidligt i morges. Blæsevejret gør arbejdet besværligt for de op mod 30 brandfolk på stedet. (Foto: Daniel Zimmerman Nordjyllands Beredskab)

Siden de tidlige morgentimer har op mod 30 brandfolk kæmpet med en brand i 1.200 bigballer på en landejendom ved Støvring syd for Aalborg.

Men den tiltagende vind har besværliggjort arbejdet med at slukke branden, fortæller indsatsleder på stedet Allan Frisk. Taktikken var fra morgenstunden at lade ilden brænde ud, men den er nu blevet ændret.

De op mod 30 brandfolk kæmper mod branden udenfor Støvring syd for Aalborg. (Foto: Daniel Zimmerman Nordjyllands Beredskab)

- Det, at lade det brænde ud, er absolut den hurtigste måde at slukke på. Men på grund af vinden oplevede vi, at der var små punktbrande og flyveild, der antændte halmballer på marken ved siden af, siger Allan Frisk.

Brandfolkene er nu gået over til aktiv slukning, og indtil videre er branden blevet hindret i at sprede sig til en nærliggende lade.

- Laden var fuld af lastbiler til studenterkørsel, så der var stort fokus på at forhindre branden i at brede sig til den.

Ifølge Allan frisk er der kontrol over ilden ind til videre. Men vinden gør det svært at forudsige situationen.

- Tingene kan ændre sig i løbet af kort tid. Den taktik, vi har nu, er, at vi begynder at slukke branden, og så har vi udstationeret brandvagter, blandt andet i skovarealer og i marker, som skal sikre, at vi får taget flyveild i opløbet.

Indsatsleder på stedet, Allan Frisk, vurderer, at det vil tage flere dage at slukke branden helt. (Foto: Mads Kvist Nordjyllands Beredskab)

- Men hvis det begynder at blæse ret meget mere, har vi problemer med nogen tagplader, der ligger og kan begynde at flyve rundt og blive til fare for vores brandmandskab. Så må vi tage situationen derfra, siger Allan Frisk.

Branden blev anmeldt omkring klokken halv fire til morgen på Hornum Søvej ved Sørup, og beredskabet vurderer, at det vil tage flere dage at slukke den helt.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på nord@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.