Blasfemiudstilling er åbnet: 'Pinligt, at Muhammed-tegningerne ikke er med'

Provst Thomas Reinholdt mener, at Folkekirken bør kæmpe for religionskritik både når det gælder kristendom og islam.

Under stor bevågenhed kunne Skovgaard Museet i dag invitere de første gæster og pressefolk indenfor til udstillingen 'Billedstorm". (Foto: © Hakan Jacob Kosar DR Nordjylland)

Her til eftermiddag var biskop ved Viborg Stift, Henrik Stubkjær, med til at åbne den meget omtalte blasfemiudstilling ”Billedstorm” på Skovgaard Museet i Viborg.

Udstillingen, der indeholder en række kunstværker, der nedgør eller gør grin med kristne motiver har skabt debat om censur, fordi man ikke i samme ombæring viser Muhammed-tegningerne, der første gang blev bragt i Jyllands-Posten for tolv år siden.

Også i Folkekirken er meningerne delte.

I Kristeligt Dagblad kalder provst i Hjørring Thomas Reinholdt Rasmussen det pinligt, at museet ikke viser tegningerne, når man samtidig udstiller værket ’Piss Christ’, hvor et krucifiks er afbilledet i kunstnerens egen urin.

Han mener, at Folkekirken generelt set bør forsvare religionskritik, fordi Folkekirken kommer af den evangelisk-lutherske tradition, hvor man er optaget af spørgsmålet om frihed.

- Frihed og kritik er to sider af samme sag, og man kan ikke have frihed uden også at have kritik. Den er med til at klargøre, hvad det er, vi tror på, og derfor skal Folkekirken forsvare kritik. Hvis ikke der er kritik, bliver vi aldrig klogere, siger Thomas Reinholdt til DR.

Han synes personligt ikke, at værket med Kristus i urin er ’spændende’, men mener, at det siger noget centralt om Jesus, der satte sig selv i de nederstes sted.

På den måde kan kunsten være med til at rykke ved vores forståelser, og det bør også gælde islam, mener han.

- Muhammedtegningerne har jo været en central del af diskussionen om religionskritik i mange år, og den diskussion er ikke standset, siger han.

Museet siger, at de bevidst har fravalgt Muhammed-tegningerne på grund af sikkerhedshensyn, og netop ikke vil risikere, at de tager al opmærksomheden i debatten om religionsfrihed.

- Men det er de jo kommet til alligevel. Uanset om de udstilles eller ej, taler vi om dem, siger Thomas Reinholdt.

Biskop Henrik Stubkjær forsvarer til gengæld museets valg.

- Provsten må mene, hvad han mener. Jeg forstår godt museets begrundelse, siger han.

- Jeg håber, at den her udstilling kommer til at få os danskere til at kigge på os selv og se, at vi også har en religiøsitet, at billeder også kan være provokerende over for kristne, og at der også er noget, der er helligt for os, fortsætter Henrik Stubkjær.