Boligforening forbyder trampoliner: De larmer for meget

Beboere har 14 dage til at fjerne trampoliner fra haverne.

- Vores børn brugte den meget, når de kom hjem fra skole, så vi synes, vi burde have været inddraget, siger Dorthe Berger Jensen. (Foto: Søren Flytkjær © DR Nórdjylland)

Mange børn elsker at hoppe i trampolinen i haven, når de kommer hjem fra skole. Men i Boligforeningen af 1944 i Nordjylland er det blevet for meget.

På grund af det, man kalder for et uacceptabelt støjniveau, har organisationsbestyrelsen meddelt i et brev, at alle beboere med trampoliner skal fjerne dem inden fjorten dage, ellers risikerer beboerne at blive smidt ud.

Boligforeningen af 1944 har 13 afdelinger i Nørresundby og Tylstrup. Nogle afdelinger med rækkehuse med have. Det er dog ikke alle afdelinger, hvor trampolinerne bliver forbudt.

Hos familien Berger Jensen i Tylstrupparken står en af de uønskede legeredskaber.

- Vi blev rigtig gale, da vi så brevet i postkassen. Vores børn bruger den meget, når de kommer hjem fra skole, så vi synes, vi burde have været inddraget, siger Dorthe Berger Jensen.

Hun er ked af, at børnene mister mulighed for at komme ud i stedet for at sidde indenfor.

- De elsker deres trampolin. I stedet for de sidder foran fjernsynet eller med deres iPad, så kommer de ud, siger hun.

I brevet skriver boligforeningen blandt andet, at de har modtaget adskillige henvendelser om gener fra trampoliner, og at alle beboere i de berørte afdelinger har 14 dage fra den 11. juni til at fjerne samtlige trampoliner.

Brevet, som beboerne modtog fra boligforening. (Foto: Dorthe Berger Jensen © (Privatfoto))

Beboerne er ikke blevet hørt, inden forbuddet blev meldt ud, og det irriterer Dorthe Berger Jensen.

- Det er en meget mærkelig måde, de har gjort det på. Det er fuldstændig forkert, at vi ikke er blevet hørt, siger hun.

Dorthe Bergers børn, Mia og Kasper Berger Jensen er også kede af, at det nu er slut med at hoppe i trampolin.

Kasper og Mia Berger Jensen er kede af at miste deres trampolin. (Foto: Søren Flykjær © DR Nórdjylland)

- Det er forfærdeligt. Vi elsker det, siger de samstemmigt.

Før de fik trampolinen, var de mere indendørs.

- Vi brugte mere tid på vores telefoner og fjernsynet, siger Mia Berger Jensen.

Dorthes mand Frank Berger Jensen er formand for Tylstrupparken, men den lokale bestyrelse er heller ikke blevet hørt.

- Jeg er meget skuffet over bare at få sådan en besked i et brev.

Han oplyser, at lokalbestyrelsen har haft kontakt til Lejernes LO og har sendt en protestskrivelse til hovedbestyrelsen.

- Vi giver ikke bare op uden kamp, siger Frank Berger Jensen.

Boligforening står fast på beslutning

Formanden for boligforeningen Poul Jacobsen bor lige i nærheden af familien og står fast på beslutningen.

- Vi får mange klager over støj, og med hjælp fra en advokat har vi lavet forbuddet, siger han.

Boligforeningens formand siger, at de, som er utilfredse, kan samle underskrifter og indkalde til ekstraordinært afdelingsmøde og her lokalt tillade trampoliner, hvis der er flertal. I alt vurderer han, at det drejer sig om 10-15 trampoliner i alt.

Poul Jacobsen mener ikke, at bestyrelsen for boligforeningen havde mulighed for at høre beboerne, inden de sendte skrivelsen ud.

- Vi kan ikke løbe rundt at spørge alle beboerne og afdelingerne. Det vil være uoverskueligt for os. Nu kom det gode vejr og dermed støjgenerne, og så må vi reagere på det, siger han.

Boligforeningen tilbyder desuden, at beboere med trampoliner kan komme med regningen på købet af trampolin og få pengene refunderet.

Lejernes Landsorganisation: Beboerne skal høres først

Boligforeningen af 1944 kan ikke bare forbyde trampoliner i beboernes haver uden at inddrage lejerne først, lyder vurderingen fra Lejernes Landsorganisation (LLO).

- Beboerne skal høres om, hvorvidt der må være trampoliner eller ej, fordi det typisk er en del af husordenen, siger jurist Anders Svendsen fra LLO.

Og han peger på, at en husorden ikke kan ændres uden om beboerne.

- Den lokale afdeling skal have mulighed for at vurdere, om alle ønsker, at der skal være forbud mod trampoliner eller ej. Men det er ikke noget, som man ensidigt kan lave et forbud mod og ændre husordenen uden om beboerne, siger han.

Facebook
Twitter