Tidligere i dag foreslog Socialdemokratiet at give to milliarder kroner til de kommuner, der igennem de senere år er gået glip af tilskud fra staten på grund af en fejl i udligningssystemet.
Fejlen har fået en række borgmestre i de ramte kommuner til at lægge sag an mod staten. Og nogle af de borgmestre ser positivt på Mette Frederiksens (S) udmelding om milliardtilskud, der skal kompensere for mistet udligningstilskud for de seneste to år.
- Om det er nok, det må vi finde ud af. Normalt går man jo tre år tilbage, og ikke kun to år, men det er da et skridt i den rigtige retning, siger borgmester i Hjørring Kommune, Arne Boelt.
Det er manglende oplysninger om flygtninges uddannelsesniveau, der er skyld i, at især jyske og fynske kommuner har fået for lidt i tilskud fra 2015 til 2018. Kommuner med mange højtuddannede udlændinge har nemlig fået samme tilskud som kommuner med mange udlændinge uden uddannelse, og det har fået Hjørring Kommune til at tage initiativ til at lægge sag mod staten.
I dag foreslog Socialdemokratiets formand Mette Frederiksen så, at de ramte kommuner skulle have en bevilling på to milliarder for at råde bod på de manglende tilskud.
Burde have løst det i reform
Det bliver også modtaget positivt hos borgmester i Jammerbugt Kommune, Mogens Gade (V). Men han ville hellere have set en løsning, da regeringen i foråret uden held forsøgte at lave en ny udligningsreform, men måtte opgive at finde et enigt flertal for en ny måde at lave kommunal udligning.
- Det lyder rigtig godt, men jeg blev da godt nok lige opmærksom på, at der snart er folketingtingsvalg. Og det havde da været bedre at være med til at løse det, da vi skulle diskutere udligningsreform, siger Mogens Gade.
- Men er der hold i det, så tager vi da imod. For vi har jo sådan set dokumentation for, at pengene hører til i Jammerbugt Kommune, siger borgmesteren.
Løftet fra Mette Frederiksen kommer samme dag, som der er frist for at gå med i sagsanlægget mod staten.
Det ser ud til, at 16 kommuner går med i sagen, og Arne Boelt har ikke tænkt sig at stoppe sagen, bare fordi pengene kan være på vej fra Socialdemokratiet.
- Det forløb kører fuldstændig videre, og vi har blikket stift rettet mod den her retssag, siger Arne Boelt, der selv mener, at hans egen kommune har 75 millioner kroner til gode.