Borgmester: Vi betaler for regeringens gaver

Aalborg Kommune mister fire millioner i indtægter på affaldsgebyr.

Aalborg mister fire millioner kroner på at private virksomheder ikke længere skal betale affaldsadministrationsgebyr. (Foto: Mathias Bojesen/Scanpix 2017) (Foto: MATHIAS BOJESEN © Scanpix)

Aalborg Kommune mister indtægter på fire millioner kroner - svarende til rundt regnet otte stillinger - når regeringen fjerner administrationsgebyret på virksomheders affald.

Vi har udgifter på lidt over fem millioner kroner - men får kun lidt over en million i kompensation via bloktilskudet. Det er ikke i orden, siger borgmester Thomas Kastrup Larsen.

- Det er jo fair nok at afskaffe gebyret, men når de sender regningen til os, skaber de et andet problem. For så har vi færre penge at bruge på den nære velfærd.

Set i det lys er fire millioner kroner også penge, siger Thomas Kastrup-Larsen, som mener, der er tale om en tendens.

- Vi ser tit, at Christiansborg i forbindelse med Finansloven gerne vil dele gaver ud ud til virksomheder og borgere, hvorefter de tørrer regningen af på kommunen.

Sådan har man altid gjort

Det er muligt, at Aalborg taber fire millioner kroner på at vi fjerner et affaldsgebyr. Men det skyldes måske også, at kommunen ikke har administreret effektivt nok.

Det siger det nordjyske valgte medlem af Folketinget for Venstre, Torsten Schack Pedersen. Han sidder blandt andet i Folketingets skatteudvalg og finansudvalg.

- Den indtægt, kommunerne har haft, bliver kompenseret over bloktilskuddet og det betyder ganske rigtigt, at der er kommuner, der taber lidt på det, mens andre vinder lidt. Men det er måden skiftende regeringer altid har håndteret sådanne udfordringer på, siger Torsten Schack Pedersen.

Det tvungne gebyr på administration af virksomhedernes affald bliver fjernet, blandt andet fordi mange af pengene går til at besvare klager og ansøgninger fra enkeltmandsvirksomheder, som skal betale gebyr selv om de ikke producerer affald.