Borgmestre afviser at rive landsbyer ned

Landbrug og Fødevarer foreslår at rive landsbyer ned for at give plads til mere natur

Fjern spøgelseslandsbyer og giv plads til natur og erhverv, lyder et forslag fra Landbrug og Fødevarer for at skabe mere liv på landet. (Foto: Morten Brink Iwersen © DR)

Riv hele landsbyer ned og åbn op for mere natur og erhverv. Det foreslår Landbrug & Fødevarer i dag, men det ønske bliver næppe opfyldt i Nordjylland. Forslaget om at rive hele landsbyer ned er en del af 33 konkrete forslag, der skal styrke livet udenfor de store byer. Landbrug og Fødevarer mener, at forfaldne spøgelsesbyer med fordel kan udvikles til andet end beboelse.

- Jeg tænker, det lyder helt grotesk. I Jammerbugt vil vi udvikle frem for at afvikle, siger borgmester Mogens Gade (V).

Hans kollega i Mariagerfjord er heller ikke begejstret over forslaget fra Landbrug og Fødevarer.

- Vi har ikke landsbyer, som vi kan vælte og fjerne. Jeg synes ikke, det lyder fornuftigt, siger Mogens Jespersen (V).

Borgmestre mere end skeptiske

En ting er at borgmestrene i Jammerbugt og Mariagerfjord ikke selv vil tage initiativer i den retning. Men de vil heller ikke støtte det, hvis andre kommer med ønsket.

- Hvis nogen frivillig vil markere en afvikling, så skal de ikke opleve opbakning fra Jammerbugt Kommune, siger Mogens Gade (V).

Selvom mange borgere i Mariagerfjord Kommune har langt til naboen, så tvivler borgmester Mogens Jespersen på nogen ønsker at rive landsbyer ned for at flytte til større byer.

- Halvdelen af vores borgere bor på landet, og jeg tror de bor der, fordi de gerne vil bo der. De vil ikke ind til de større byer, siger han. Landbrug og Fødevarer har gennem halvandet år holdt debatmøder og samlet input over hele landet til hvordan, der kan skabes mere liv udenfor de større byer.

Facebook
Twitter