Brad Pitt og Motor Mille gør rent i vores hjem: Derfor får robotstøvsugeren et kælenavn

Vi døber vores robotter for at føle, at vi bestemmer, forklarer ekspert.

16 procent af de danske hjem har en robotstøvsuger, viser den seneste opgørelse fra Danmarks Statistik. (Foto: © Jens Buttner, DPA)

Kører der en Robert rundt og støvsuger dine gulve? Eller er en Guffe i gang med at slå dit græs?

Så er du ikke alene. Mange af os navngiver vores robotter, og forklaringen på det skal findes i menneskets psykologi: Det er et forsøg på et kontrollere det uforudsigelige, forklarer psykolog Malene Flensborg Damholdt, der forsker i relationer mellem mennesker og maskiner på Aarhus Universitet.

- Når min robotstøvsuger arbejder, gør den det i et for mig uforudsigeligt mønster. Pludselig sidder den fast eller går i stå. Så for at få noget kontrol, for at rationalisere robotternes adfærd, har vi en tendens til at tilskrive dem navne, fortæller hun.

Følelse af kontrol

Mennesket har navngivet døde ting siden tidernes morgen. Det gælder især ting, der er vigtige for vores overlevelse, for eksempel våben og skibe.

Traditionen er fortsat med indtoget af den moderne teknologi, og ifølge forskningen er vi i dag hurtigst til at døbe de ting, vi ikke forstår eller er i stand til at kontrollere, forklarer Malene Flensborg Damholdt.

- En bil, der starter hver gang, og kører som vi skal, får typisk ikke et navn. Men har du en gammel bil, der ikke vil starte, er der større sandsynlighed for, at du giver den et navn, siger hun.

- På den måde får man følelsen af at have noget kontrol. Man kan begynde at argumentere og sige til bilen, at den skal starte. Man kan også bedre rationalisere dens adfærd, og det samme gælder for robotterne, som vi heller ikke føler, at vi kan kontrollere.

Vi knytter os til robotterne

Tendensen til at døbe robotterne skyldes også, at vi knytter os tættere til dem, end vi gør til andre elektriske apparater i hjemmet.

- Robotterne er udviklet til at være sociale med mennesker, til at respondere på vores kommandoer. Og som sociale væsener knytter vi os meget til det, der responderer på os, forklarer Malene Flensborg Damholdt.

Forskeren har selv døbt sin robotstøvsuger Anakin – et navn på en figur fra Star Wars-universet, der bliver til superskurken Darth Vader.

- Jeg ville gerne have navngivet min søn Anakin, men det fik jeg ikke lov til. Og jeg ville have en Anakin i mit liv. Men også fordi den har en mørk side. Den æder ting, den ikke skal, og så er den ikke super samarbejdsvillig, fortæller hun.