Butiksdøden hærger i Nordjylland: Hver ottende forretning er lukket

336 detailbutikker er lukket siden 2008. De større byer bliver også ramt.

I både Hjørring og Frederikshavn Kommuner er der i dag knap 60 færre detailforretninger end for ti år siden. (Foto: Jens Thaysen © Scanpix)

Der bliver længere og længere mellem detailforretningerne i Nordjylland.

Samtlige nordjyske kommuner oplever butiksdød i disse år, viser en analyse fra Dansk Erhverv.

Mariagerfjord Kommune har mistet hver femte forretning siden 2008. Det ses tydeligt i gadebilledet, siger Gitte Marianne Thybo Jensen, indehaver af Butik Gitte i Hobro.

- Og de butikker, der åbner, når andre lukker, er ofte pizzeriaer og frisører, konstaterer hun.

Hidtil har det mest været de mindre byer, der er blevet hårdt ramt af butiksdøden, fortæller markedsdirektør Henrik Hyltoft fra Dansk Erhverv.

- Men nu begynder det så at sige at køre op i fødekæden, så også de større handelsbyer bliver udfordret, siger han.

I både Hjørring og Frederikshavn Kommuner er der i dag knap 60 færre detailforretninger end for ti år siden. Det vil sige, at knap hver syvende butik er lukket.

Aalborg holder fast

Så slemt står det ikke til i Aalborg, og det er tydeligt, at de helt store byer ikke lider så hårdt under butiksdøden endnu.

- I Aalborg er der befolkningsfremgang, og det er også den kommune i Nordjylland, hvor vi ser den mindste tilbagegang i antallet af butikker, siger Henrik Hyltoft fra Dansk Erhverv.

I 2008 var der 2721 forretninger i Nordjylland. Ved den seneste opgørelse i 2016 var antallet faldet til 2382. Det er et minus på 12,5 procent.

Facebook
Twitter