Corona får flere til at aflyse screening for brystkræft

Det er bekymrende, hvis man ikke bestiller en ny tid, siger Kræftens Bekæmpelse.

I Nordjylland har cirka 25 procent af de kvinder, der har fået tilbudt en tid siden medio marts, aflyst. (© Grafik: Signe Heiredal (DR))

Kvinder mellem 50 og 69 år bliver fortsat inviteret til screening for brystkræft, selvom

sundhedsvæsenet
i de seneste uger i høj grad har været koncentreret om indsatsen mod coronavirus.

Men det er ikke alle, der møder op, skriver Ritzau.

En af dem, der skulle have foretaget en screening eller en såkaldt mammografi, som det også hedder, er Birte Bergmann Johnsen fra Aalborg, der til daglig arbejder som folkeskolelærer.

Da hun tidligere har døjet med hyppig lungebetændelse, har hun holdt sig på god afstand af andre mennesker siden corona-udbruddet og har for eksempel handlet tidligt om morgenen, hvor der var få kunder.

Birte Bergmann Johnsen er mere tryg ved at blive screenet, efterhånden som der er færre smittede. (© PRIVATFOTO)

Af samme grund ringede hun ud fra et forsigtighedsprincip til hospitalet for at høre, om man bar visir ved screeningen.

Da det ikke var tilfældet, og da hun ikke kunne mærke knuder eller andet ved sit bryst, valgte hun at aflyse sin tid.

- Jeg har ikke været tæt på nogen, så derfor synes jeg, det ville være lidt grænseoverskridende, hvis jeg skulle tage på hospitalet og være det dér, siger hun.

Bekymret for udeblivelser

Nu har hun i stedet fået en aftale sidst i maj, og den regner hun med at gøre brug af.

- Jeg vil jo gerne benytte mig af tilbuddet. Nu er der også lavet lidt om på de her risikogrupper, og

epidemien
dør måske mere ud, siger hun.

I Region Nordjylland skønnes det, at cirka 25 procent af de kvinder, der har fået tilbudt en tid siden medio marts, har aflyst. Det drejer sig om godt 100 kvinder.

Normalt er det kun omkring fem procent, der aflyser.

Det er forventningen, at mange vil gøre som Birte Bergmann Johnsen og bestille en ny tid på et senere tidspunkt.

Men overlæge ved Kræftens Bekæmpelse Janne Villemoes Bigaard er bekymret for, at nogen falder fra.

- Jeg kan godt forstå, at flere kan være nødt til at aflyse. Men jeg kan være bekymret for, om de så får bestilt en ny tid. Det er bare så vigtigt, siger hun til Ritzau.

Hospitaler har også holdt igen

Udover flere aflysninger har

regionerne
også valgt at skære i antallet af
screeninger
.

I Region Midtjylland var der således booket tid til 6.935 kvinder i perioden 12. marts til 30. april 2020. I samme periode i 2019 var der booket tid til 10.268 kvinder.

- Vi har ikke inviteret helt så mange, som vi plejer, blandt andet for at kunne holde den nødvendige afstand. Især i starten var vi tilbageholdne, siger professor ved Institut for Klinisk Medicin ved afdeling for folkeundersøgelser under Aarhus Universitet Berit Andersen.

Hvert år får cirka 4.000 danske kvinder og 25 mænd konstateret brystkræft.

Mere end en ud af ti kvinder får brystkræft i løbet af et helt liv.

Facebook
Twitter