Cykler 51 kilometer i protest: Lægestuderende får ikke længere betalt togbillet til udkanten

Det går stik imod ønsket om flere læger i udkanten, når rejsetilskud fjernes, siger de studerende.

Phillip Sterling og flere medstuderende var her til morgen klar til at cykle hele vejen fra Aalborg til Hjørring. (Foto: christine Nørgaard © DR Nórdjylland)

Det har længe været en udfordring at få læger nok til at rykke fra de store uddannelsesbyer og til de knap så tætboede dele af Danmark.

Især i Nordjylland er det et problem – og situationen bliver ikke bedre af, at de lægestuderende nu ikke længere kan få dækket deres transportudgifter, når de bliver sendt på klinikophold på sygehuse og i lægehuse langt fra deres bopæl.

Det siger de hos Foreningen af Danske Lægestuderende FADL, der her til morgen havde arrangeret en 'gratis' cykeltur i kittel fra sygehusene i Aalborg til Hjørring over Brønderslev for at markere deres utilfredshed.

En tur på omkring 51 kilometer.

Når man med få ugers varsel får besked om at rykke på klinik i Thisted eller Skagen og selv skal betale, så går det ud over den positive oplevelse, man ellers gerne skulle have, mener studerende Liv Therese Holm-Nielsen.

- Selvom opholdet har været glimrende, så er det, man som studerende husker, de lange togture og dyre billetpriser, siger hun.

Ti dage på klinik i Skagen

Det er Styrelsen for Institutioner og Uddannelsesstøtte under Uddannelses- og Forskningsministeriet, der har givet de fire lægeskoler i Danmark besked om, at de ikke længere må refundere de medicinstuderendes udgifter til transport, da der ikke er hjemmel til det i lovgivningen.

Men i så fald bør lovgivningen laves om, mener formand for FADL i Aalborg, Phillip Sperling.

Han påpeger, at det skal være muligt for alle at blive læge, og at det ikke må være en hindring, at der kan være større rejseudgifter i forbindelse med studiet.

- Vi hører rigtig tit, at vi er forkælede, men i Danmark har vi et princip om, at der skal være lige adgang til uddannelse, og historien om, at det kun er akademikere og akademikeres børn, der bliver læger, den holder ikke længere, siger Phillip Sperling.

En af dem, der for nylig er blevet sendt på langfart for at komme på et klinikophold, er 23-årige Lærke Korup fra Aalborg.

Ti dage i klinik i Skagen betød rejseudgifter på omkring tusind kroner henover tre uger, og selvom hun har udsigt til en god løn, når hun er færdiguddannet læge, er det mange penge at skulle hive op af lommen som studerende.

- Her og nu er det mange penge, siger hun.

- Jeg fik først at vide fire dage inden, at jeg selv skulle betale. Det blev et stressmoment. Jeg havde ikke tid til at arbejde, så jeg var nødt til at tage pengene fra min opsparing.

DF vil se på problemet

Ifølge Ugeskrift for Læger bakker dekanerne ved de fire universiteter op om de studerende, og på Christiansborg er Ib Poulsen (DF), medlem af Folketingets uddannelses- og forskningsudvalg og fra Thisted, klar til at se på problemet.

- Vi har problemer og udfordringer med læger i forvejen, siger han.

- I Nordjylland er der lange afstande til uddannelsesstederne, og vi er jo afhængige af, at de unge mennesker tager en uddannelse. Så skal man ikke lægge de her hindringer i vejen og begynde at ændre en praksis, siger Ib Poulsen, der mener, at der er tale om småbeløb i den store sammenhæng.

Han vil nu stille spørgsmål til ministeren på området om sagen.

Også i de tre øvrige medicinstudie-byer havde de lægestuderende her til morgen fundet cyklen frem.

Facebook
Twitter