Danske Naturister: Vil gå nøgne rundt i parker

Danske Naturister vil ikke kun være nøgne på stranden og campingpladsen. De vil også have lov til at gå rundt uden tøj i parken og i skoven.

Foreningen Danske Naturister vil ikke kun have lov til at være nøgne på stranden, men også i parker og skove. (Foto: Pascal GUYOT © Scanpix)

Foreningen Danske Naturister vil ikke kun gå nøgne rundt på stranden eller på særlige campingpladser. De vil også gerne have lov til at smide tøjet i parkerne i byerne eller i skoven.

De arbejder derfor målrettet på at ændre folkestemningen, så det at gå nøgen rundt i det fri bliver mere acceptabelt.

- På stranden er der plads nok til, at folk kan klæde sig som de vil. Så er det da også relevant at se på, om der ikke er andre steder, hvor der er plads til det, siger Kim Bindesbøll Andersen, formand for Danske Naturister i Nordjylland.

Der skal en holdningsændring til

Danske Naturister forsøger at ændre folks holdning til det at være nøgen. Det sker blandt andet ved forskellige arrangementer.

- Vi holder for eksempel en picnic i en park. Der kan folk ved selvsyn se, hvor ufarligt det er, at der sidder nogen i et afsides hjørne af parken uden tøj på, siger Kim Bindesbøll Andersen.

Formanden mener ikke, at der er noget kontroversielt i at gå nøgen rundt i for eksempel en park.

- Det er der nogle, som synes, men vi vil gerne ved eksemplets magt vise, at det er det altså ikke, siger han.

Er ikke umiddelbart ulovligt

Formanden mener, at der allerede er megen nøgenhed i det offentlige rum blandt andet i medierne og på nettet.

- Vi lever allerede i en kultur, hvor der kan køre nøgne bryster rundt på siden af bussen, og den nøgne krop er ret udbredt i medierne. Så at man kan blive stødt over, at nogle sidder nøgne i hjørne af en park, synes jeg, er et udtryk for en kropsforstrækkelse, siger Kim Bindesbøll Andersen.

Formelt set er det ikke ulovligt, at smide tøjet i det fri. For at det skal være ulovligt, skal man støde andre med sin nøgenhed. Samtidig skal politiet vurdere, at opførslen er egnet til at forulempe andre eller vække offentlig forargelse.

https://www.facebook.com/DRNyheder/posts/1029789450404912

Facebook
Twitter