De nægtede at flytte: Nu har plejehjemsbeboere og pårørende opgivet kampen

Det omdiskuterede plejecenter Havbakken står ikke længere til at redde.

Viggo Krath (t.h.) fortæller, at pårørendegruppen nu vil fokusere på andre ting. (Foto: Magnus Munk Kristiansen © DR Nordjylland (Arkivfoto))

Efter halvandet års kamp for at få lov at bevare plejecentret Havbakken i Tornby i Vendsyssel har beboere og pårørende nu valgt at kaste håndklædet i ringen.

I foråret meldte 22 beboere ud, at de nægtede at flytte, selvom Hjørring Kommune var godt i gang med at lukke plejehjemmet for at omdanne det til ældreboliger med hjemmepleje.

Politikerne ville spare penge og undgå ledige pladser på kommunens plejehjem, men beboerne holdt på deres ret til at blive, og de har mødt opbakning fra Ældre Sagen, der er gået i åben krig mod borgmester Arne Boelt (S).

Siden har situationen ændret sig.

Der er blevet holdt flere møder mellem kommunen og de pårørende, og flere beboere har sagt ja til at flytte til plejecentre i Hirtshals og Hjørring, hvor de er blevet tilbudt plads.

I skrivende stund er der 13 beboere tilbage på Havbakken, og heraf er det kun en lille håndfuld, der ikke er på vej videre.

Dermed giver det ikke længere mening at fortsætte kampen, mener Viggo Krath, der er talsmand for de pårørende.

- Vi skal passe på, at det ikke bliver principielt og for vores egen skyld, at vi kører kampene, og vi har nok følt, at det har været et naturligt tidspunkt at stoppe på, siger han.

En bitter smag i munden

Viggo Krath har selv haft to forældre på plejecentret, og her er diskussionen om plejecentret kommet til at fylde meget.

Måske også for meget.

- Det har været utroligt hårdt. Nu har det stået på i halvandet år, og jeg har ikke besøgt mine forældre, uden at det har været lukningen af Havbakken, vi har snakket mest om, siger Viggo Krath.

- Det er jo ikke lige det, man har lyst til at fylde dialogen med, når man er oppe og besøge sine kære på plejehjemmet.

Alligevel har de pårørende følt, at det var nødvendigt.

- Jeg synes, det er ærgerligt, at Havbakken skal lukke, for det er et af de bedste plejehjem i Hjørring Kommune. Det er lidt med en bitter smag i munden, men vi må se fremad, siger Viggo Krath.

Håber på ændring

I stedet for at kæmpe mod en lukning af Havbakken vil pårørendegruppen nu kæmpe for bedre vilkår for de ældre på plejecentre i hele kommunen.

Det skal blandt andet ske gennem de pårørendes Facebook-gruppe, hvor der er mere end 1.200 medlemmer.

- Heldigvis er det lykkedes os at få Hjørring Kommune i tale. De har hele tiden været interesseret i at finde en løsning. Vi synes bare ikke, det de har budt ind med, har været attraktivt for beboerne, siger Viggo Krath.

- Jeg tror, den sag her vil bevirke, at man måske vil tackle det på en anden måde, hvis man skal lukke et plejehjem igen. Jeg håber, at man vil tage beboerne og de pårørende mere med på råd på et tidligere tidspunkt.

Den 1. november overgår plejen på Havbakken til hjemmepleje.

Det betyder, at de beboere, der er tilbage, fremover vil få hjemmehjælp, som hvis de boede i eget hjem og ikke fra et fast plejepersonale.