Derfor holder vi ikke vinterferie på samme tid

I Nordjylland og i nogle sjællandske kommuner holder man fast i uge 8 som vinterferieuge.

Vinterferie i uge 7 kunne flere steder nydes med sneklædte veje og stier. I uge 8 er det mindre vinterligt. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

Vintervejret kommer og går, men vinterferien i uge 7 ligger fast.

Altså lige på nær de steder i landet, hvor man faktisk holder ferien i uge 8.

Det er nemlig op til de enkelte kommuner at afgøre, fortæller historiker Keld Grinder-Hansen, der har forsket i skole- og uddannelseshistorie.

- Det er op til kommunerne at beslutte, hvornår de vil holde vinterferie, siger han.

Ideen om en egentlig vinterferie til skoleelever og det arbejdende folk opstod tilbage i 70’erne, hvor vi begyndte at ændre rejsemønstre.

Flere danskere ville på skitur til udlandet, og det betød, at forældrene fritog deres børn fra undervisning i forskellige uger henover vinteren.

- Fra myndighedernes side kunne man godt se, at det var upraktisk at folk tog deres børn ud af skolen i uge 3, 4, 5, 6, 7, 8 eller 9, siger Keld Grinder-Hansen.

Nogle kommuner valgte at holde vinterferien i uge 7, andre i uge 8 og gennem årene har flere skiftet ferieuge.

Spørgsmålet er så, om det faktisk har hjulpet, og om vi er blevet bedre til at holde ferie på samme tid? Ikke rigtigt, siger Keld Grinder-Hansen:

- Det, er det morsomme, for det er ikke rigtigt lykkedes.

- Nu er vinterferien også blevet dyrere. I uge 7 og 8 koster ferierne meget mere, så der er mange forældre, der tager deres børn ud drypvis, fortæller Keld Grinder-Hansen.

En rundringning til flere nordjyske kommuner viser, at ingen umiddelbart har planer om at ændre deres ferieuge fra uge 8 til uge 7.

Facebook
Twitter